BG: Jeg lever. Bor ved Sortehavet. Og har det godt!
Offentliggjort første gang den 26/08/2015
Det er onsdag. Og hvad så, kan du spørge. Jo. I går var det så tirsdag. Og bestemt ikke nogen almindelig tirsdag. Det var nemlig dagen, eller aftenen, hvor jeg sagde farvel til en rigtig god ven, som aflagde det første besøg, som jeg her i Bulgarien (BG) modtog fra Danmark.
Han har tidligere besøgt mig to gange i Cambodja, og da jeg fortalte om mine planer om at rykke til BG, luftede han omgående en plan om at kigge ned. Og den plan blev så til virkelighed, i den netop forløbne uge. Læs også: Et velment skub fra sydvest.
Mine nye bekendte her i Burgas, havde meget ondt af mig. De mente, at det var hårdt at have besøgende. Men jeg havde altså ikke ondt af mig selv. Griner. Vi havde en fantastisk uge, hvor vi både gjorde ting sammen, det kaldes vel kvalitetstid på moderne dansk, og tid hvor vi havde plads til at gøre det, vi nu helst ville. Hver for sig!
Jeg har taget mig meget god tid, til at forske i mit nye opholdsland. Måske f o r god tid. Jeg havde været på et par en dagsture med mine nye bekendte, som jeg har fundet her i Sarafovo. Men ellers har jeg kun været inde i Burgas, når jeg absolut skulle. Købe cykel. Åbne en bankkonto. Og så videre.
Men i den uge jeg havde besøg, var vi i Burgas mindst fem gange. Jeg fik styr på busruter, styr på at finde rundt i bycentrum, og ikke mindst lærte jeg endelig den fantastisk Burgas Sea Garden at kende. Og nåede at komme til opera eller musical i havens friluftsteater. Noget af det de tidligere lande i Sovjetblokken stadig har styr på, er kultur. De lande bugner med dygtige filmfolk. Fantastiske musikere, dirigenter, sangere, osv. Og ikke mindst har langt den største del af befolkningen, lært at forstå og holde af kultur.
Så det var fantastik at opleve først en klassisk opera, sunget på italiensk, og derefter West Side Story, som blev sunget på engelsk.
Den første forestilling, jeg så i det fantastiske Burgas Sea Garden friluftsteater, var en af de klassiske opperaer, sunget på italiensk. Der var ca. 100 medvirkende, alle hjælpere inkl.
Og mens jeg oplevede friluftsteateret, sammen med min kammerat, lovede jeg mig selv, at jeg fremover vil gå i "teatret" mindst to gange pr. måned. Håbet er at man også har lignende arrangementer indendørs når det bliver koldere om vinteren. Billigt er det jo. 10 Lev (ca. 35 kr), plus transport frem og tilbage, de 7 km. fra Sarafovo til Burgas, og tilbage igen.
Transportudgiften er der dog udsigt til, at jeg sparer i løbet af nogle måneder. Oplevelsen af Burgas, var nemlig så fantastisk, at jeg nok flytter ind til byen, som har ca. 210.000 indbyggere, når min lejekontrakt udløber ved juletid. Det bliver til en billigere husleje. Der kan så spares lidt mere op. Læs også: Bulgarien - pensionisters alternativ til Thailand?
Og derved bliver det nemmere at rejse til Asien, og nyde varmen i nogle uger, når vinteren er værst her i BG. Som pensionist er det tilladt at opholde sig udenfor EU i nogle mdr. hvert år. Jeg mener, at det er fire mdr., eller to gange tre mdr. Jeg er ikke sikker, men det skal jeg nok få styr på, inden jeg køber en returbillet til Bangkok eller New Delhi. En ting ved jeg dog allerede nu. Den idé med at bo i Asien så længe som overhovedet muligt, mens det er vinter her, er droppet. Jeg tager af sted, finder gamle yndlingssteder, og ikke mindst venner og bekendte. Og så vender jeg snuden mod vest igen, rejser tilbage til den hverdag og rytme, jeg har bygget op her.
Og igen... Det har været fantastisk, at begynde forfra her i Burgas provinsen. Også selv om det var en stor udfordring at rejse tilbage til civilisationen. Også kaldet Bulgarien.
I sommertiden er der koncerter fire, fem, seks gange om ugen i Burgas Sea Garden.
Lejligheden som jeg lejede og flyttede ind i, havde udstyr, som jeg kun havde set på billeder. Et fantastisk komfur, som pletvis kunne blive rødglødende. Griner. Læs også "Blærerøv til en afveksling Og en ovn med varmluft. Bare det at få varme under en gryde fyldt med kartofler, som skulle bruges til to til tre dages kartoffelsalat, var et mas. I lande som Indonesien, Thailand, og Cambodja, kan man oftest ikke sætte sin lid til el, så man bruger gas. Derfor var det nye komfur en udfordring for mig. Det samme med flere andre ting. Vaskemaskinen, affugteren, mit TV som får programmer via Internettet, osv.
De første dag, hvor jeg skulle vende mig til "Moderne tider", gik tankerne nogle gange tilbage til oplevelser jeg havde med tyrkere, som boede i samme opgang som mig. Jeg tror at de oplevede skiftet fra Anatol provisen, lidt som jeg havde det med skiftet til det smarte Finlux komfur her.
Ja men de ser da sølle ud, de boligblokke, som befolkningen kunne takke deres røde styre for. Men den gang de blev bygget, var de sikkert næsten at sammenligne med skandinavisk fremgang indenfor det sociale boligbyggeri. Husk at jeg skrev n æ s t e n.
De fantastiske lejligheder, som Gellerup Planen, som vi kaldte det den gang, var jo hyber moderne og sidste skrig indenfor boliger i Danmark. Hvis du mangler en uddybning af den sætning, kommer den så her.
Jeg boede den gang, i 70erne på Bentesvej, på fjerde sal. Flere gange dagligt, røg jeg op og ned ad trapperne, for at passe min hobby, opdræt af sjældne akvariefisk i et lejet kælderlokale.
En tidlig aften, hvor jeg kom op fra kælderen, stod en tyrkisk familiefar ude på trappen. Han talte ikke dansk, men det var oplagt, at han havde problemer. Jeg kiggede ind i lejligheden, som var bælgmørk. Jeg hentede et stearinlys oppe hos mig selv, og fik lov til at gå ind i stuen. En af deres hjælpsomme landsmænd, havde tilbudt at hjælpe dem med at sætte et par lamper op. Fyren havde skrællet det isolerende plastik væk fra de to poler, og da det begyndt at filter sammen, bandt han en knude på roderiet. Bang sagde det formodentligt, da han uvidende fremprovokerede en kortslutning.
Jeg gik ikke ind i projektet. Men fik da fortalt hjælperen, som kunne en smule dansk, at jeg ville give viceværten besked næste morgen. Fra første sekund jeg trådte ind i lejligheden, havde en stank plaget min lugtesans. Inden jeg gik, ville jeg have styr på den stank, som kom ude fra køkkenet. Køleskabet var ikke tændt. Jeg åbnede det, og så at det var fyldt med børne og babytøj. Valget var oplagt, hvis man kom fra en landsby udenstrøm i Tyrkiet, og var en mor der ville det bedste for sine børn.
Jeg ledte videre. Stanken kom fra to store stykker lammekød, som skulle have været i fryseren, men som var lagt ind i et køkkenskab. Man kan vel nemt sige, at der var tale om kulturkløft og kultursammenstød. Og sådan var det også, da jeg efter et kvart århundrede i Asien, kom til Bulgarien.
De fleste af de steder, hvor jeg havde boet i Thailand, Indonesien, og sidst men ikke mindst i Cambodja, var elforsyningen endnu ikke så stabil, at man satsede på elkomfurer, smarte vaskemaskiner, osv. I Bulgarien har det stabil strøm, endda så meget at de eksporterer en del af det. Så jeg blev selvfølgelig udfordret, lidt som tyrkerne som er beskrevet her over.
Jeg har nu vænnet mig til både komfur og vaskemaskine. Heldigvis. Ligesom mange tyrkere, klarer sig godt i Danmark. Også selv om deres ankomst vel i første omgang kun gavnede de skruppelløse arbejdsgivere, der hev dem her op, for at de kunne overtage jobs der var så farlige, tag bare Randers Jernstøberi, svineslagteriet i Ringsted, osv. osv.
Men sådan er der så meget. Glem ikke, at ovenstående er skrevet af en Nybulgarer. Som tidligere har været Nythailænder, Nyindoneser, og NyCambodjaner. Uden at jeg dog følte, at jeg var direkte uønsket i de nye lande. Et dansk pas, og en dansk væremåde, ingen danskere tror vel at de ejer hele verden, er ikke det værste at have med i bagagen, når man ankommer til nye kulturer. Så livet går videre her blandt bulgarerne, som heldigvis ikke falder på røven, bare fordi en dansk fattigrøv lander i byen. Men naboerne kunne nu godt hilse på trappen. Men som en sagde til mig: De tror sikkert, at du er englænder. Mange af slagsen har åbenbart gjort sig upopulære. Eller også er det bare racisme.
Offentliggjort første gang den 26/08/2015
Det er onsdag. Og hvad så, kan du spørge. Jo. I går var det så tirsdag. Og bestemt ikke nogen almindelig tirsdag. Det var nemlig dagen, eller aftenen, hvor jeg sagde farvel til en rigtig god ven, som aflagde det første besøg, som jeg her i Bulgarien (BG) modtog fra Danmark.
Han har tidligere besøgt mig to gange i Cambodja, og da jeg fortalte om mine planer om at rykke til BG, luftede han omgående en plan om at kigge ned. Og den plan blev så til virkelighed, i den netop forløbne uge. Læs også: Et velment skub fra sydvest.
Et russisk trofæ fra Sovjetblokkens tider, fotograferet i det forholdsvis ukendte Pomoie mellem Burgas og Sunny (Bloody) Beach.
Mine nye bekendte her i Burgas, havde meget ondt af mig. De mente, at det var hårdt at have besøgende. Men jeg havde altså ikke ondt af mig selv. Griner. Vi havde en fantastisk uge, hvor vi både gjorde ting sammen, det kaldes vel kvalitetstid på moderne dansk, og tid hvor vi havde plads til at gøre det, vi nu helst ville. Hver for sig!
Jeg har taget mig meget god tid, til at forske i mit nye opholdsland. Måske f o r god tid. Jeg havde været på et par en dagsture med mine nye bekendte, som jeg har fundet her i Sarafovo. Men ellers har jeg kun været inde i Burgas, når jeg absolut skulle. Købe cykel. Åbne en bankkonto. Og så videre.
Men i den uge jeg havde besøg, var vi i Burgas mindst fem gange. Jeg fik styr på busruter, styr på at finde rundt i bycentrum, og ikke mindst lærte jeg endelig den fantastisk Burgas Sea Garden at kende. Og nåede at komme til opera eller musical i havens friluftsteater. Noget af det de tidligere lande i Sovjetblokken stadig har styr på, er kultur. De lande bugner med dygtige filmfolk. Fantastiske musikere, dirigenter, sangere, osv. Og ikke mindst har langt den største del af befolkningen, lært at forstå og holde af kultur.
Så det var fantastik at opleve først en klassisk opera, sunget på italiensk, og derefter West Side Story, som blev sunget på engelsk.
Og mens jeg oplevede friluftsteateret, sammen med min kammerat, lovede jeg mig selv, at jeg fremover vil gå i "teatret" mindst to gange pr. måned. Håbet er at man også har lignende arrangementer indendørs når det bliver koldere om vinteren. Billigt er det jo. 10 Lev (ca. 35 kr), plus transport frem og tilbage, de 7 km. fra Sarafovo til Burgas, og tilbage igen.
Transportudgiften er der dog udsigt til, at jeg sparer i løbet af nogle måneder. Oplevelsen af Burgas, var nemlig så fantastisk, at jeg nok flytter ind til byen, som har ca. 210.000 indbyggere, når min lejekontrakt udløber ved juletid. Det bliver til en billigere husleje. Der kan så spares lidt mere op. Læs også: Bulgarien - pensionisters alternativ til Thailand?
Og derved bliver det nemmere at rejse til Asien, og nyde varmen i nogle uger, når vinteren er værst her i BG. Som pensionist er det tilladt at opholde sig udenfor EU i nogle mdr. hvert år. Jeg mener, at det er fire mdr., eller to gange tre mdr. Jeg er ikke sikker, men det skal jeg nok få styr på, inden jeg køber en returbillet til Bangkok eller New Delhi. En ting ved jeg dog allerede nu. Den idé med at bo i Asien så længe som overhovedet muligt, mens det er vinter her, er droppet. Jeg tager af sted, finder gamle yndlingssteder, og ikke mindst venner og bekendte. Og så vender jeg snuden mod vest igen, rejser tilbage til den hverdag og rytme, jeg har bygget op her.
Og igen... Det har været fantastisk, at begynde forfra her i Burgas provinsen. Også selv om det var en stor udfordring at rejse tilbage til civilisationen. Også kaldet Bulgarien.
I sommertiden er der koncerter fire, fem, seks gange om ugen i Burgas Sea Garden.
Lejligheden som jeg lejede og flyttede ind i, havde udstyr, som jeg kun havde set på billeder. Et fantastisk komfur, som pletvis kunne blive rødglødende. Griner. Læs også "Blærerøv til en afveksling Og en ovn med varmluft. Bare det at få varme under en gryde fyldt med kartofler, som skulle bruges til to til tre dages kartoffelsalat, var et mas. I lande som Indonesien, Thailand, og Cambodja, kan man oftest ikke sætte sin lid til el, så man bruger gas. Derfor var det nye komfur en udfordring for mig. Det samme med flere andre ting. Vaskemaskinen, affugteren, mit TV som får programmer via Internettet, osv.
De første dag, hvor jeg skulle vende mig til "Moderne tider", gik tankerne nogle gange tilbage til oplevelser jeg havde med tyrkere, som boede i samme opgang som mig. Jeg tror at de oplevede skiftet fra Anatol provisen, lidt som jeg havde det med skiftet til det smarte Finlux komfur her.
De fantastiske lejligheder, som Gellerup Planen, som vi kaldte det den gang, var jo hyber moderne og sidste skrig indenfor boliger i Danmark. Hvis du mangler en uddybning af den sætning, kommer den så her.
Jeg boede den gang, i 70erne på Bentesvej, på fjerde sal. Flere gange dagligt, røg jeg op og ned ad trapperne, for at passe min hobby, opdræt af sjældne akvariefisk i et lejet kælderlokale.
En tidlig aften, hvor jeg kom op fra kælderen, stod en tyrkisk familiefar ude på trappen. Han talte ikke dansk, men det var oplagt, at han havde problemer. Jeg kiggede ind i lejligheden, som var bælgmørk. Jeg hentede et stearinlys oppe hos mig selv, og fik lov til at gå ind i stuen. En af deres hjælpsomme landsmænd, havde tilbudt at hjælpe dem med at sætte et par lamper op. Fyren havde skrællet det isolerende plastik væk fra de to poler, og da det begyndt at filter sammen, bandt han en knude på roderiet. Bang sagde det formodentligt, da han uvidende fremprovokerede en kortslutning.
Jeg gik ikke ind i projektet. Men fik da fortalt hjælperen, som kunne en smule dansk, at jeg ville give viceværten besked næste morgen. Fra første sekund jeg trådte ind i lejligheden, havde en stank plaget min lugtesans. Inden jeg gik, ville jeg have styr på den stank, som kom ude fra køkkenet. Køleskabet var ikke tændt. Jeg åbnede det, og så at det var fyldt med børne og babytøj. Valget var oplagt, hvis man kom fra en landsby udenstrøm i Tyrkiet, og var en mor der ville det bedste for sine børn.
Jeg ledte videre. Stanken kom fra to store stykker lammekød, som skulle have været i fryseren, men som var lagt ind i et køkkenskab. Man kan vel nemt sige, at der var tale om kulturkløft og kultursammenstød. Og sådan var det også, da jeg efter et kvart århundrede i Asien, kom til Bulgarien.
De fleste af de steder, hvor jeg havde boet i Thailand, Indonesien, og sidst men ikke mindst i Cambodja, var elforsyningen endnu ikke så stabil, at man satsede på elkomfurer, smarte vaskemaskiner, osv. I Bulgarien har det stabil strøm, endda så meget at de eksporterer en del af det. Så jeg blev selvfølgelig udfordret, lidt som tyrkerne som er beskrevet her over.
Jeg har nu vænnet mig til både komfur og vaskemaskine. Heldigvis. Ligesom mange tyrkere, klarer sig godt i Danmark. Også selv om deres ankomst vel i første omgang kun gavnede de skruppelløse arbejdsgivere, der hev dem her op, for at de kunne overtage jobs der var så farlige, tag bare Randers Jernstøberi, svineslagteriet i Ringsted, osv. osv.
Men sådan er der så meget. Glem ikke, at ovenstående er skrevet af en Nybulgarer. Som tidligere har været Nythailænder, Nyindoneser, og NyCambodjaner. Uden at jeg dog følte, at jeg var direkte uønsket i de nye lande. Et dansk pas, og en dansk væremåde, ingen danskere tror vel at de ejer hele verden, er ikke det værste at have med i bagagen, når man ankommer til nye kulturer. Så livet går videre her blandt bulgarerne, som heldigvis ikke falder på røven, bare fordi en dansk fattigrøv lander i byen. Men naboerne kunne nu godt hilse på trappen. Men som en sagde til mig: De tror sikkert, at du er englænder. Mange af slagsen har åbenbart gjort sig upopulære. Eller også er det bare racisme.
Comments
Post a Comment