Det var tirsdag, den 23 juni 2015. Jeg var blevet sat af bussen fra Sofia ved 13 tiden, fandt hotellet med hjælp af en taxichauffør, man havde kun én nat. Det kaldte det et enkeltværelse, det kostede mere end jeg havde regnet med, men i forhold til det værelse jeg havde natten før i Sofia, var prisen absolut rimelig.Op på værelset, jeg var så træt efter fire dage rejse ud af fem, gennem det halve af Cambodja (næsten, overnatning 100 km oppe i Thailand set fra havet, videre til Bangkok, Sofia over Moskva, og nu sad på et fint værelse, hvor WiFi ikke virkede.
Noget skulle der ske noget. Ned til receptionen, de fandt nummeret på den ejendomsmægler jeg havde en tid med næste formiddag. Men jeg. Jeg ville ikke betale for én nat mere på et for mit budget dyrt hotel.
Hen i et Plaze for at få et SIMcard, ringe til mægleren, om jeg kunne komme nu. En taxichauffør hjalp til med at finde kontoret. Og en lille time senere har du mig her. I Sarapovo, 7 til 8 km væk fra Burgas centrum.
Det er den ene mægler, her til venstre, som giver mig dødstødet. Eller... indtil nu har jeg kun set lejligheden på nettet, men en cykelvej uden biler, stort set, ind til Burgas utroligt dejligt centrum, jeg er solgt til stanglakrids.
Jeg skal jo have nogle bekendte. En belgier stopper op, han tror at de to er min hustru og hendes veninde. Jeg træder et nyt emne ind. Cykling. Jeg har to cykeltasker med fra Cambodia, han bliver godt nok misundelig, jeg mangler bare lige en ny cykel. Mens vi snakkede, drønede cyklister forbi, jeg havde også set flere inde i gågade systemet, OK, det er sommer, og alle nyder vejret, men jo, cykling er almindeligt. det kan blive den sociale indgangsvinkel for mig, tænkte jeg.
Og her har vi ejendommen, hvor lejligheden jeg skal se på, ejeren kommer om et øjeblik, fik jeg besked på. Hun kommer, hilser pænt, der er elevator, ellers tak. Vi tog trapperne.
Et hjørne af stuen. Den er ikke så steril i virkeligheden. Fryseren er seperat, kunne godt være større, men ellers, som jeg forventede,
Kommode med fladskærm. Hvis jeg tog lejligheden, ville dette blive mit første flade TV. Til leje of course. Buketterne på hver side er kabelskjulere, det tog mig et par dage af fange det system.
Ikke så godt. Køkkenet er en del af stuen, som i den lille 1-værelses jeg havde for 30 år siden på Gudrunsvej i Gjellerupplanen. Men der er et fancy komfur med ovn, emhætte, og skaber og skuffer an masse.
Og der er noget i skabene. Hvad følger nu?
En vaskemaskine. Jeg begynder at ryste over al det teknik jeg skal fatte, og bruge. Kan det blive værre? Ja. Faktisk kan det det. I soveværelset.
Jeg ved ikke hvad den formelle betegnelse er, men jeg kalder det en affugter. Den tager fugten, i soveværelset, ja i hele lejligheden, Eller det sagde ejeren. Men den larmer osse. Og hvad gjorde vi uden sådan en i Asien, i regntiden. Ok, mine sorte sko blev gønne af mug, det undgår jeg måske her.
Flere skabe. Jeg havde taget håndklæder, sengetøj, osv, med i flyveren. Ak ja. Nu vidste jeg det. Og en enkelt overraskelse til. Som jeg ikke har rørt i 30 år.
Hvad er der i den glasvase? Et krydderi, eller hvad? Der er en til på den anden side af dobbeltsengen.
Og det var så den lejlighed. Næsten. Jeg glemte at fotografere altanen. 6 mdrs kontrakt, som kan forlænges. Der står alle steder, at man lejer for ét år ad gangen. Jeg prøvede ikke at lave om på kontraktforslaget. Men har siden tænkt, hvad de kan være ude på. Skal den sælges? Eller...
Jeg ankom med to forstuvede tæer, så det har taget lidt tid at komme i gang med at udforske området. Det er præget af turisme nu. Men der er stadig et samfund, når sommeren siger farvel. Passer det mig ikke at leve her i Sarapovo, rykker jeg videre. Måske holder jeg en pause fra kulden, jeg må være væk i tre mdr, vist nok to gange pr. år, men lige nu kan jeg ikke forestille mig, at jeg dropper Sarapovo. Måske videre til en anden lejlighed, men det her smørhul, det tror jeg ikke at jeg dropper. Men man skal aldrig sige aldrig, så det lader jeg være med.
Comments
Post a Comment