TH: Stambordet - en glæde eller en forbandelse?

Stambord. Det kan være en god ting når det fungerer bedst, og en forbandelse, når det fungerer værst. De bedste stamborde jeg har oplevet, og brugt med skiftende fornøjelse, var hos Kurt på Jailhouse i Hua Hin, og hos Copenhagen i Soi Postoffice i Pattaya, og jo, måske hos Jens som har det specielle sted FREM ved Bou Khao markedet i Pattaya. Fælles for alle tre typer stamborde var, at der var plads, plads nok til at man kunne sætte sig i den anden ende, lidt væk fra "støjen", hvis man følte behov for det.

Det stambord som jeg bruger næsten dagligt i perioder hvor min bedste kammerat er i byen, er et mere eller mindre tilfældigt bord, kvadratisk, med fire bænke sat til. I bedste fald kan der være otte omkring bordet, og man sidder tæt.

Det ender meget med at det højest talende sender den ene erklæring af sted efter den anden. Egentlige samtaler kommer der stort set ingen af. Det skulle da lige være, hvis én går på toilettet, eller forsvinder, så kan der godt være nogle knive, som lige skal sendes af sted.

Det gode ved ordningen med, at de fastboende, som gæster restaurationshaven er, at når det kører bedst, men nok aldrig når der er otte omkring bordet, kan der komme enkelte gode snakker. Og der er også mulighed for at skabe nye kontakter. En fyr som fixede min computer for et par uger siden, ham havde jeg eksempelvis ikke fået kontakt med, uden det stambord.

Det værste ved stambords systemet, i hvert fald når bordet er så lille, og når man sidder så tæt, er al den spild af tid, som man kommer ud for. I langt de fleste situationer er jeg der mest for, punkt 1.

At møde andre mennesker, og det betyder i langt de fleste tilfælde, at jeg kommer lige netop der, glem ikke at vi er der stort set altid når der er Happy Hour (ca. 4.00 kr for et glad fadøl), for at møde min kammerat, og hvad der ellers måtte dukke op af gode oplevelser.

Han lever mest i restauranterne, og kender 40 gange flere mennesker end jeg, som kun deltager i det lokale værtshus det ene sted, den times tid dagligt, eller næsten dagligt, når han er i byen. Hvis han ikke er der, kommer jeg der stort set ikke.

Det betyder så også, at jeg ikke søger andre lidt mere forpligtigende kontakter en den ene jeg har, og det betyder også, at jeg ikke møder dem, som skiller sig væsentligt ud fra stambordsklientellet, der hvor jeg kommer nu.

Det kunne jeg godt arbejde noget med, hvis jeg ville, og det gør jeg måske også en dag. Når jeg tænker på, hvor mange gode oplevelser, hvor mange spændende mennesker jeg har mødt gennem årene ved de to stamborde, som Frede fik sat op på Copenhagen i Pattaya, så må det være muligt at møde lige så forskellige og spændende mennesker i Kampot.

Der er kommet flere nye steder i byen, flere af dem fungerer, så ja, hvorfor dog ikke prøve noget andet.

Tilbage til det kvadratiske stambord, som det meste af dette dagbogsblad har handlet om.

Jeg har flere gange fortalt om originalerne, vi er vel alle originaler på hver vores måde, hvis vi vælger at bo i Asien, uden at det er en del af en professionel karriereplan- men mere baseret på skønne kærester eller koner, du ved, de sorthårede, ja helt rigtigt, brune øjne og smil som siger at de har ventet på os hele deres liv, det var faktisk den eneste grund til at de blev født, men originalerne, fyrene som gang på gang i deres naivitet taber penge på forhold og eller investeringer, importerede idioter som flygter fra den ene by til den anden i Cambodja, hver gang de har gjort det for svært for dem selv, de er en plage.

I hvert fald for mig.

Ikke at det er nemt at ankomme, og blive accepteret i det expat/ udlændingemiljø, som vi har. Netop fordi vi er så forholdsvis få, mødes man ofte over mindre kulturkløfter, selv om vi har hvid hud, er der meget stor forskel på amerikansk, australsk, newzealandsk, engelsk, belgisk, norsk, fransk, hollandsk, tysk, og dansk kultur. 

Og vi tjekker, eller bliver tjekket, når vi ankommer. Er det endnu en pædofil? Er han fyldt med løgn? Hvordan bliver han efter drink eller øl nr. 15? Osv osv. Og hvad er det dog for en kæreste "han" har fundet? Og hvad er det han gør mod sin medbragte hustru? Fortjener hun virkelig det, efter 30 års ægteskab.

Ja. Der tjekkes. Nogle gange synes jeg at dommen falder meget hurtigt, nogle gange burde den komme endnu hurtigere, men den ankommer aldrig.

Og i alt det har stambordet et vigtig rolle. Eller stambardisken, for den sags skyld.

Alt det her, fordi jeg kan mærke, at jeg nok er ved at tage afsked med det stambord, eller den måde at være sammen på, omkring et bord, hvor valget af "venner" nærmest sker lidt som når man sætter sig ind i en offentlig bus. Man har stort set ingen indflydelse på, hvem man sætter sig ved siden af, eller omvendt.

Jeg savner nu "Fredes" og Jens´s stamborde i Pattaya. På godt og ondt, men absolut mest på godt. En halv eller en hel time ad gangen.