BG: Hvad der kan komme ud af at rejse?

Offentliggjort første gang den 19-11-15

Om nogle få dage har jeg så levet med fast adresse og tilsendt pension i Bulgarien, i hele fem måneder. Jeg har mest været optaget af tre emner. At få forbedret min økonomi, falde til her lidt udenfor havnebyen Burgas, og af at forsøge at få andre danskere til at flytte til Bulgarien, med alle de fordele der nu kan være i det. 

Netop derfor aktiverede jeg mine FaceBook profiler igen. Lidt af en beslutning, fordi jeg har aldrig brudt mig om den amerikanske pengemaskine, of dens kunders ofte totalt kritikløse brug og afhængighed af samme.

Og min skepsis til FaceBook har på mange måder givet mig ret. Da jeg aller først i 90erne hang fast i Thailand / Asien holdt jeg fast i mine venner med håndskrevne fællesbreve, som jeg kopierede og sendte hjem, tydeligt med påtegnelsen "fællesbrev", og det personlige mellem lige modtageren og jeg selv, filføjede sig håndskrevet.

Jeg tror at det var i 1998, at jeg i Jakarta for første gang hørte om Hotmail, og pludseligt begyndt mine kunder og venner at få emails, og nu var der et nyt meget effektivt værktøj til at udveksle sidste nyt, og ikke mindst fastholde forbindelsen til vennerne. Og det fungerede i mange år.

Jeg havde altid mere brug for venner i DK, og eller rundt i verden, end de havde for mig. Men det fungerede. Og der gik mange år, inden den første langdistance-ven gav op. Og alt i alt tog det vel omkring 16 til 18 år, inden den sidste slap grebet.

Nye er så kommet til. Med meget stor gevinst, i hvert fald for mig.

Og så skete der så det, som jeg allerede har fortalt: Jeg genåbnede mine FaceBook adresser. Noget af det første som gled ud, var de for mig gode og spændende email udvekslinger, som jeg havde haft med venner og meget gode bekendte.

De blev afløst af korte meddelelser og udvekslinger på FaceBook. Nogle gange tror jeg at jeg fik svar, som var skrevet, mens en af mine venner eller bekendte holdt for rødt.

Noget andet med FaceBook, hvor har jeg oplagt begået en fejl, er at mange opfatter, eller bruger FaceBook som debatforum. For mig at se, er det simpelthen kommunikations-katastrofen over alle katastrofer.

Jeg husker ikke hvornår flygtningestrømmen for alvor tog til. Men... Jeg havde nogle FB venner, som næsten dagligt satte links om flygtninge in på FaceBook. Og så begyndte jeg at begå dumheder, hvis jeg ikke har begået nogen før :-D

Jeg begyndte at svare, begyndte at diskutere. Tog mig til hovedet over at danske mødre, nogle af dem betød meget for mig, ikke kunne forstå at syriske mødte med små børn ikke flygtede fra ruiner og giftgas, og ikke mindst angst 25X7, for at med stor risiko at forsøge på at skabe en ny tilværelse, ikke mindst for deres børn, for deres familier i lande som Tyskland og Sverige, og hvis det ikke kunne blive anderledes, så måske i Danmark.

Midt i alt det, havde sig to oplevelser her i min nye bulgarske hverdag, som virkelig betød noget for mig her. Den første var, at jeg i 9 timer ikke havde vand i min nye lejede luksuslejlighed. Befolkningen i Syrien, eller store dele af den. Hvor lang tid har de været uden vand i nærheden? Ja undskyld jeg spørger. 9 timer uden vand. Det var forfærdeligt. Og selv om jeg den gang stadig havde en lidt stram økonomi, var jeg meget tæt på at flytte på hotel.

Senere havde jeg nogle timers strømafbrydelse. Første gang vist nok to timer. Og senest i sidste uge, hvor strømmen var væk i fem timer. Rædselsfuldt. Simpelthen.

Men jeg havde ingen frygt for bomber, giftgas, snigskytter, osv. osv.

Her kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk selv har opholdt mig i en "flygtningelejr". Man kaldte den "den skandinaviske flygtningelejr". Det var i Beira i Mocambique, efter landets befrielse fra de portugisiske imperialister og kolonister. Og som derefter var midt i en borgerkrig med forfærdelige hændelser. Da jeg, en nu hedengangen kollega, og en fotograf fløj ind mod Beria for at lande, husker jeg det som om vi kunne hære maskingeværer, granater osv. osv. (jeg kan huske forkert, måske var det i en anden situation).

To timer senere flyttede vi midlertidigt ind i de skandinaviske flygtningelejr, som var beboet af Danida folk, frivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke, og lignende. Tre dage senere, efter at vi tre freelancere fra Aarhus havde lavet den ene historie efter den anden om borgerkrigens forfærdelige hændelser, var en fotograf og jeg selv et smut ude ad en gruslandevej, Beira korridoren, for at besøge en virkelig flygtningelejr.

Det var Lutheransk verdensforbund, som var vært på turen. Og ud over os 2 freelancere, var der også en dansk Røde Kors mand (han boede også i Den Danske Flygtningelejr). Vi havde fået at vide, at det kunne være en farlig tur. At der ikke ville blive nogle stop på vejen. Og at vi derfor ikke skulle drikke for meget, inden vi tog af sted.

Inden vi kørte, blev vi opfordret til at tisse af endnu en gang. Og så kørte vi ellers. Vejen var ny anlagt, og helt fin, men vi kørte altså som rally kørere på finske eller svenske grusveje. Med mindst 120 km. i timen.

Noget af det første jeg så i lejren, da vi gik fra den store Toyota Landcruiser, var en mand som gik med en stor transistor på skulderen. Og jeg sagde noget til manden fra Dansk Røde Kors om at "nåh - se der - han har råd til en transistorradio". Og der lærte jeg noget, som mange af FaceBook debattørerne endnu ikke har forstået. Det er langt fra alle, meget meget langt fra alle flygtninge, som flygter fordi de er fattige.

Når det handler om krig, manglende tryghed, rædsel for hvad der vil ske i morgen, ja så er det at flygte, det at sige farvel til at det man har, og som familien måske har knoklet for gennem generationer, den eneste bare nogenlunde løsning der er tilbage.

Fem minutter efter ankomsten, besøgte vi et hytte lavet af grene, med græs og plastik som tag. Hytten uden reelt gulv, ud over jordstampet ler/jord, var rammen for 12 til 15 flygtninge. Kvinderne var ved at lave mad. Og selvfølgelig, ud fra deres værdier, bød de os på mad. Jeg husker stadig de mavekramper jeg fik, de brækfornemmelser som også fulgte med, da jeg så hvad de flygtninge gæstfrit bød os. Det bedste de havde. Flere hundrede tusindben, indsamlet af børn og kvinder, og som sammen med nogle græsagtige blade og skud var deres middagsmad.

Af sikkerhedsgrunde var vi kun i flygtningelejren i en lille time. Så var det af sted tilbage ad Beira Korridoren til byen Beira, og ikke mindst til den Skandinaviske flygtningelejr.

9 timers vandmangel. 5 timers strømsvigt, her i mit lille smørhul. Og så kommer jeg i tanke om det sidste trafikuheld, en soloulykke i Cambodia, hvor jeg træt efter to gange 360 km. på tre dage kørte ned i et hul i vejen, fløj 10 meter sådan cirka, og blandt andet brækkede et kraveben. Folk fra den cambodjanske middelklasse sprang ud af deres biler, og samlede mine værdier op, tre amerikanske missionærer fik mig på hospitalet og tjekkede mig op i to tre dage. Samaritanerne flokkedes omkring mig.

Og alt det husker jeg, når jeg ser FaceBook debatterne på FaceBook.

Og ofte er der slet ingen forståelse hos mange af FaceBook debattørerne for, at VI selv har skabt balladen. Hvad skulle vi i Afghanistan, Irak, og Libyen? Tag bare Irak. Befolkningen der havde det generelt 100 gange mere trygt under Saddam, end de har nu. Og uden det arabiske forår havde vi sandsynligvis ikke haft Islamisk Stats rædsler med halshugninger, slavehandel og tvangsægteskaber med voldtægt på bryllupsnatten eller før.

Så nej. Genåbningen af FaceBook, var en af de selvforskyldte negative ting, som fulgte med min "flugt" fra Asien til Bulgarien. Så jeg drosler ned på FaceBook. Ikke mere debat der fra mig. Og de FaceBook" venner som berører flygtninge spørgsmål, blokerer jeg indlæg fra. Indlæggene fra mine FB venner behøver jo ikke en gang at være hadske. Selv hvis de er sat på FaceBook i den bedste mening, trækker de jo alle de hadske til sig, som lort tiltrækker fluer.

Og nu bomber man mere i Syrien. Blandt andet i Islamisk Stats såkaldte hovedstad. jeg hørte en fyr på DR P1, som fortalte at terroristerne blandede sig med civile borgere. Endnu flere uskyldige ofre. Endnu flere flygtninge.

Jeg så i øvrigt i det engelsksprogede nyhedsbrev jeg modtager dagligt, at mindst 15.000 flygtninge er blevet anholdt eller tilbageholdt her i Bulgarien.i

Ak ja.