9 liv i Asien (1): Et nyt liv i Thailand - den gang

Jeg er på vej til Thailand igen. Lige nu er der efter planen knap 20 dage til jeg lander i Bangkok. Men mens jeg mange gange har opholdt mig en kortere periode i det asiatiske kongerige i dage eller uger, er det nye at jeg denne gang vil blive i cirka fem måneder. Og nej, jeg skal ikke være turist i den forstand. Jeg flytter bare min "kedelige" hverdag fra Bulgarien hvor jeg bor fast, til et sted i Thailand. Sidste gang jeg boede fast i landet, var for cirka ti år siden, hvor jeg dels boede i Udon Thani (for anden) gang, dels i Jomtien ved Pattaya. Begge steder var jeg sammen med min afdøde indonesiske kæreste.

En af grundene til den lange pause som fastboende har været problemerne med at få årsvisa, som en mindrebemidlet som jeg er blevet tacklet med. Men nu hvor jeg kun skal opholde mig i Thailand cirka fem måneder om året, er det rimeligt problemfrit at få de nødvendige visa.

Jeg lever alene her i BG, og sådan skal det også være i Thailand. Tiden bliver brugt på skriverier, læsning, lytte til DR.dk program 1, lidt BBC og CNN, mindst én times motion om dagen på cykel eller i fitness center, og så socialt samvær. Her hvor jeg skriver dette laver jeg 98% af min mad selv. Jeg ved endnu ikke hvor meget køkken jeg får i Thailand, så det får betydning for hvor meget jeg ender med at spise ude i byen. 

Læs også: I venten på Thailand

De år jeg boede i Cambodja var jeg aldrig rigtig fristet af den lokale madlavning. Jeg spiste stort set aldrig ude i byen når jeg var alene alene af den grund. Det bliver jo anderledes i Thailand. Jeg holder simpelthen meget af mange thai retter. Og der vil jo også være penge at spare ved at spise lokalt. :-D

Jeg fik en Facebookkammerat med mange år i Thailand bag sig, til at hjælpe mig med at lave et budget. Jeg har tjekket tallene igen, og det ser ud til at holde helt fint. Så der bliver plads til noget Farang / vestlig mad, når jeg synes at det virker lækkert.

Ok. Men nu tilbage til den gang det hele begyndte. Og hvad har et sommerhus på Djursland så at gøre med dette forsøg på at skrive om alle mine år i Asien? Faktisk en hel masse.

​Rolig nu. Jeg skal nok komme til mit liv i Thailand. Men turen tog sin start, eller et frø blev sat til spiring, i et sommerhus på Djursland, hvor jeg aller først i 90erne fejrede jul mutters alene. Hver morgen gik jeg hen og købte rundstykker, og hvis der var tykke aviser, tog jeg også en eller to tilbage til aleneheden.

Hvorfor jeg sad i det skide sommerhus? Kvinden i mit liv havde bedt om at jeg flyttede fra vort fælles hjem, og ikke mindst ville hun gerne fejre julen med sine børn, det var hendes tur. Så jeg skulle til at begynde forfra én gang til. Ud at finde en bolig, og alt for mange osv´er. Jeg havde også problemer i det professionelle fællesskab, som jeg havde været stifter af.

Det var med alt det i hoved og krop, at jeg læste mine morgenaviser. Hver eneste avis jeg pløjede igennem havde annoncer med rejser og flybilletter. Efter at jeg var blevet færdig på Danmarks Journalist Højskole, som den hed den gang, som 42 årig, var jeg begyndte at rejse.

Jeg havde allerede været tre gange i Afrika, Zimbabwe og borgerkrigen i Mozambique, med først en kollega og en fotograf, og siden alene med den samme fotograf. Og bagefter var han og jeg på Grønland, hvor vi blandt andet var i​ 
Sisimiut og Nuuk. Jeg mener også at vi var i en tredje by, men kan ikke huske det helt sikkert.

De fire rejser var gået godt. Som freelancer fik jeg flere og flere kunder, som købte mere og mere, ikke mindst de anderledes historier. Så det var godt for mig at rejse. Spændende og forfærdelige oplevelser blandet op med fryd i bundter.

Så det var helt naturligt, at jeg midt i opbruddet på privat og arbejdsfronten, ​skannede annoncer med flybilletter. 

Julen kom jeg igennem, og tilbage i Aarhus begyndte jeg konkret at forholde mig til hvad der nu skulle ske. Ind i mellem alt det konkrete, farvel til en vidunderlig kvinde og hendes familie, og ikke mindst at finde en ny bolig, tænkte jeg videre ​om​ hvad jeg havde set i de annoncer​,​ som jeg studerede i sommerhuset. Jeg snakkede med de folk som var omkring mig. Og tanken om at tage ét enkelt år på farten begynder at vokse. En kollega boede i et bofælleskab syd for Aarhus. En nabo til ham var død, og med død kommer et dødsbo. Den lejlighed kunne jeg leje i tre måneder.

Kollektivet, eller hvad man skal kalde bofællesskabet, havde fælles madlavning og spisning. Langt de fleste af andelshaverne var familier. Jeg husker en enkelt håndværker og et par kontorassistenter, men ellers var projektet domineret af højere uddannede mennesker. Fra en administrerende direktør over en byretsdommer, til en redaktør og andre som havde rimeligt ambitiøse arbejdsdage. Og i fritiden var de så særdeles bevidste samfundsborgere som blandt andet var miljøbevidst. Husk at det er mindst 25 år siden, og i hvert fald den gange var det ret usædvanligt.

Det var i alt det jeg landede​ i den midlertidige bolig​. Trods den usikkerhed som mine problemer havde med kæreste og kolleger som jeg knoklede med, blev hverdagen i det bofællesskab helt fantastisk. Jeg havde jo allerede rejst meget, jeg havde udskrevet og udgivet bøger, og meget andet, og det manglede ikke på lyttere og diskussionspartnere. Og så var der den fælles madlavning.

Jeg havde tidligere været aktivt medlemmer af en madklub i Gellerup Parken i Brabrand ved Aarhus, og i en tilsvarende i et borgerhus i den by hvor jeg i 18 måneder var praktikant på det lokale dagblad. Så jeg vidste alt om, hvor meget socialt der kan skabes mellem mennesker som laver mad sammen.

Problemerne i det freelancekontor jeg havde stiftet fortsatte. Ret hurtigt efter flytningen til alenehed i bofællesskabet stoppede jeg på freelancekontoret, og begyndte at arbejde hjemmefra. Men noget skulle der altså ske. Det var svært at være mig. Blot et eksempel: Jeg havde solgt en artikel til fagbladet Sygeplejersken. Det var et projekt i Holstebro eller Skive, jeg husker ikke hvilket. Men hvad jeg aldrig glemmer er, at jeg med en fotograf, den samme som jeg havde arbejdet med i Afrika og på Grønand, og mange andre steder i DK, tog til det forkerte sygehus. Jeg rystede på hænderne​ bagefter​, og alle omkring mig rystede på deres hoveder.

Så ja, noget skulle der ske. jeg kunne ikke bare tage af sted fra den ene uge til den anden. Jeg havde ikke pengene til det.​ De skulle skrabes sammen først.​ Men jeg begyndte at arbejde mere med muligheden for at rejse. Som jeg tænkte, og sagde til folk i min hverdag: Jeg kunne tage et år i udlandet, inden jeg fandt mig endnu en fast bolig, og endnu fast kæreste.

I det øjeblik jeg tænkte konkret på at rejse ud, for blandt andet at arbejde og sælge artikler til mine kunder i Danmark, blev det ret hurtigt klart, at det var i Asien at det sneede. Det var der jeg skulle hen. Hvis... Jeg begyndte at snakke med mine kunder, dagblade, organisations og fagforeningsblade om hvad de ville købe og fra hvor. Og interessen var om ikke enorm, så i det mindste mere end nok nok til at jeg kunne leve for de honorarer som jeg ville få for mine artikler.​

Jeg kontaktede jeg flere "eksperter" for at finde ud af, hvor det ville være bedst at etablere en base. Jeg havde nu solgt cirka 45 artikler på forkant fra Indien, Nepal, Vietnam, Malaysia, Singapore Indonesien, Australien og ikke mindst fra Thailand.

Jeg ringede til ØKs pressechef, og han foreslog Kuala Lumpur som min kommende base. Jeg skrev også til ambassaderne i Singapore og i Bangkok. Og flere endnu, men jeg husker ikke detaljerne. Og jeg endte med, inden jeg tog af sted, husk at der ikke var Internet den gang, at jeg ville slå mig ned i Hua Hin sydvest for Bangkok.

Inden da gav jeg mig selv 8 10 dage i Bangkok. Jysk Rejsebureau, som vi også havde brugt til rejserne til det sydlige Afrika, havde solgt mig både billet og en ankomstpakke, med afhentning og to eller tre døgn på River View Guest house, 25 meter fra floden Chao Pray, og tæt på China town, Wat Pho, Grand Palace og rygsækkvarteret Khao San til den ene side, og Sheraton og Oriental Hotel til den anden side.

Det var den gang det kunne tage fra 4 til 8 timer at køre ind til Sukhumwit eller Silom. Jeg husker ikke hvornår jeg lærte udtrykket TIT (This is Thailand) at kende, men fra start var der ingen tvivl. Jeg ankom den 13. juni og da chaufføren i minibussen begyndte at bakke, spillede en alarms Bjældeklang bjældeklang. Og over indgangen til hotellet var der i guldpapir med flæser trykt Happy New Year.

Men så snart jeg var indenfor, blev det ægte T I T Thailand. En kvinde fra receptionen gav mig en vaskeklud direkte fra et køleskab. Og derefter et glas med orange juice. Alt mens alle i min nærhed smilede og pludrede. Jeg fik gelé i knæene af det alt sammen.

10 minutter senere var jeg oppe på sjette sal, fes ud på balkonen. Udsigten var medrivende. Jeg druknede mig i indtryk. Slæbebåde med ekstremt lange trosser trak pramme op eller ned ad Thailands pulsåre, som pulsede samfundets blod ned til hovedstaden via den enorme flod og de formodede bifloder som hjalp til.

Lige neden for balkonen var der et kinesisk tempel. Utroligt.

Tilbage i værelset pakkede jeg ud. Noget af det første jeg stødte på, var en stor brun kuvert med avisudklip, som skulle være fundament for ét enkelt års arbejde i Asien.

Alt det skriver jeg mere de næste gange.