Det var den 9. april. Sidst på eftermiddagen. Noget skulle der ske. Jeg ville opleve lidt, og samtidigt samle lidt oplevelser, som jeg kunne skrive om. Mit hotel var på Sukhumwit Soi 4 (også kaldet Soi Nana). der var altså absolut max 1 km til Soi 8, som jeg havde utroligt mange minder fra. Specielt i den første tid jeg opholdt mig i Thailand. For et kvart århundrede siden.
Hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg vel, husker jeg ikke, hvornår jeg sidst var i Soi 8. Måske 12 til 15 år siden.
Skrædderen Mona Lisa på selve hjørnet af Sukhumwit og Soi 8 var væk. Ak ja, så får den fyr ikke snydt flere kunder. Jeg brugte ham kun to gange. Første og sidste. Der var nullermænd på bukserne til mit jakkesæt efter at jeg havde haft det på to til tre gange.
Til højre i Soi 8 havde en indisk restaurant Happy Hour. Det tilbud stoppede ikke mig. Men ret hurtigt var der en lille blind sidegade ned til højre. På hjørnet lå der en meget fin og smukt indrettet restaurant og bar, også med borde hos genboen modsat selve restauranten.
Jeg skriver og formidler tit negative historier om Thailand, dels på mine blogs, dels links til negative artikler til de Facebookgrupper som jeg kører. Jeg havde endnu ikke fået forbindelse mellem mine balder og bænken der var forbundet til det bord ude på fortovet, hvor jeg ville sidde, før jeg blev passet op af en smilende servitrice. Det e r de altså gode til, de fleste thailændere der arbejder i servicebranchen. At få folk / gæster eller kunder til at blive glade.
Det næste jeg lagde mærke til, var at tre gæster, en her ude på fortovet, og to inde i selve restauranten, sad med blærbare computere. Ups. Jeg var landet i de professionelles område. Ikke noget med smart phones lige på det tidspunkt.
Servitricen fra før kom tilbage med en stor fadøl. Det var første dag efter at jeg var hoppet af vandvognen. Jeg er ikke alkoholiker, men var så træt af at veje mindst 6 kg for meget, ja du læste rigtigt, der manglede ikke et 0 efter 6. Men det var den vigtigste grund til at jeg først i december, en måned efter at jeg var landet for at fejre min nomadevinter i Thailand, læs: Jomtien. Og jeg var stort set forblevet på vandvognen, bortset fra én enkelt uge hvor jeg omkring nytåret var på visarun i Sihanoukville i Cambodja.
Det høje glas med Singha fadøl var smukt, og øllen smagte herligt. Men så vel heller ikke mere. Det er vel ldt med øldrikning, som det er at passere en smuk udsigt flere gange om dagen. Du ved, man ser den de første tre fire uger, og glemmer den så. Lidt det samme med øl. Dagens første øl er fin, men den næste og dagens eller aftenens følgende øl, er vel ikke noget særligt. Slet ikke når folk mangler nyssgerrighed, og drikke den samme øl så snart de kan.
Jeg så mig omkring. To nye par var ankommet. Ikke de normale par, men to modne mænd, lidt yngre end mig, havde uafhængigt aasat sig ved hver deres bord, og overfor sig havde begge en yngre fyr, som jeg i begge tilfælde ville dømme til at være en søn der var på besøg hos farmand i Bangkok.
Ude på Soi 8 drønede en etbenet cambodjansk "tigger" rundt på et slags løbehjul. Da jeg gik her over til Soi ( fra Soi 4 så jeg en yngre farang, så lagde temmelig mange penge i en pose, som en anden cambodjansk tigger rakte frem. Jeg kan så kun håbe, at de tiggere ikke er en del af en større organisation, som skummer guldet, og kun levner smuler til de folk der knokler.
Halvvejs nede i glasset, begynder jeg sådan for alvor at se mig omkring. Restauranten er indrettet i et næsten kvadratisk lokale, måske 12 gange 12 meter. Og måske var der også 12 meter til loftet. Smukke ting og smukke lamper hang ned fra loftet, møblerne og selve baren bestod af smukke træsole, bord, baren var i træ, osv. Atmosfæren var også meget anderledes, sammenlignet med de typisk turistede restauranter i Soi 7 og i Soi White House i Jomtien. Gæsterne hang ikke fast i et eller andet "slå tiden ihjel" projekt, det var som jeg tolkede det, mest folk som fejrede deres fyraften, eller som var på arbejdsbesøg i Bangkok. Jeg kunne mærke at jeg nød det. At være tilbage i blandt professionelle, efter at jeg selv blev pensioneret efter et langt liv blandt professionelle, som forsørgede dem selv. Dejligt.
Jeg turde ikke bestille en fadøl mere. Havde fået spist for lidt i løbet af dagen, som jeg ikke mindst havde tilbragt i en taxi fra Second Road i Jomtien, til det lille stamhotel i Soi 4. Jeg skulle have noget fast føde i maven, inden jeg bestilte endnu en øl. Men jeg ville gerne suge mere positiv stemning til mig, så jeg bestilte en soda.
Mens jeg ventede på den, gik jeg på toilettet. En af servitricerne regnede ud hvad jeg ville, og viste beredvilligt vej. Rene og lækre toiletter.
Da jeg kom ud fra toilettet, og gik de få meter ned til mit bord, kom jeg i tanke om Kakadu Bar. Ikke luderbaren på Vesterbro, men den luderbar med samme navn, som i mange år var placeret i netop Soi 8. Jeg gik helt frem til selve Soi 8, og kiggede efter netop Kakadu Bar. Men så vidt jeg kunne se, var den væk.
Jeg har aldrig selv været der. Da jeg kom meget i Soi 8, var jeg en gift mand med en indonesisk magister, som havde cyklet med mig mere eller mindre fra det centrale Java, over Sumatra, op og ned gennem Malaysia, et par dage i bystaten Singapore, og rundt i Thailand, inden vi slog os ned i Bangkok.
Men jeg kendte og skrev den gang om nogle af de mest kendte danske forretningsfolk i Thailand. Mindst én af disse havde (en ad gangen) hentet tre hustruer i luderbaren, som så vidt jeg husker, blev drevet af en dansk narkosmuglers storesøster, og denne thailandske mand, en politimand forstås. (Ikke ét ord om det faktum, at prostitution er ulovligt i Thailand :-D )
Inden jeg gik tilbage til Soi 4, for at få noget at spise, fik jeg endnu en oplevelse, som fortalte mig lidt om det sted jeg havde tilbragt en god times tid.
En fyr omkring de fyrre sad ved et bord inde i restauranten, overfor ham sad en smuk farangkvinde på mandens alder, måske lidt yngre. Fyren rejste sig, tog et dansetrin eller to over bag kvinden, og trak hendes stol ud. Jeg gik på danseskole da jeg var en stor knægt, og lader kvinde gå først ud af elevatorer, holder døren for kvinder, og andre gode mennesker, så jeg klappede mentalt i hænderne ved synet. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har set lige netop det.
Hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg vel, husker jeg ikke, hvornår jeg sidst var i Soi 8. Måske 12 til 15 år siden.
Skrædderen Mona Lisa på selve hjørnet af Sukhumwit og Soi 8 var væk. Ak ja, så får den fyr ikke snydt flere kunder. Jeg brugte ham kun to gange. Første og sidste. Der var nullermænd på bukserne til mit jakkesæt efter at jeg havde haft det på to til tre gange.
Til højre i Soi 8 havde en indisk restaurant Happy Hour. Det tilbud stoppede ikke mig. Men ret hurtigt var der en lille blind sidegade ned til højre. På hjørnet lå der en meget fin og smukt indrettet restaurant og bar, også med borde hos genboen modsat selve restauranten.
Jeg skriver og formidler tit negative historier om Thailand, dels på mine blogs, dels links til negative artikler til de Facebookgrupper som jeg kører. Jeg havde endnu ikke fået forbindelse mellem mine balder og bænken der var forbundet til det bord ude på fortovet, hvor jeg ville sidde, før jeg blev passet op af en smilende servitrice. Det e r de altså gode til, de fleste thailændere der arbejder i servicebranchen. At få folk / gæster eller kunder til at blive glade.
Det næste jeg lagde mærke til, var at tre gæster, en her ude på fortovet, og to inde i selve restauranten, sad med blærbare computere. Ups. Jeg var landet i de professionelles område. Ikke noget med smart phones lige på det tidspunkt.
Servitricen fra før kom tilbage med en stor fadøl. Det var første dag efter at jeg var hoppet af vandvognen. Jeg er ikke alkoholiker, men var så træt af at veje mindst 6 kg for meget, ja du læste rigtigt, der manglede ikke et 0 efter 6. Men det var den vigtigste grund til at jeg først i december, en måned efter at jeg var landet for at fejre min nomadevinter i Thailand, læs: Jomtien. Og jeg var stort set forblevet på vandvognen, bortset fra én enkelt uge hvor jeg omkring nytåret var på visarun i Sihanoukville i Cambodja.
Det høje glas med Singha fadøl var smukt, og øllen smagte herligt. Men så vel heller ikke mere. Det er vel ldt med øldrikning, som det er at passere en smuk udsigt flere gange om dagen. Du ved, man ser den de første tre fire uger, og glemmer den så. Lidt det samme med øl. Dagens første øl er fin, men den næste og dagens eller aftenens følgende øl, er vel ikke noget særligt. Slet ikke når folk mangler nyssgerrighed, og drikke den samme øl så snart de kan.
Jeg så mig omkring. To nye par var ankommet. Ikke de normale par, men to modne mænd, lidt yngre end mig, havde uafhængigt aasat sig ved hver deres bord, og overfor sig havde begge en yngre fyr, som jeg i begge tilfælde ville dømme til at være en søn der var på besøg hos farmand i Bangkok.
Ude på Soi 8 drønede en etbenet cambodjansk "tigger" rundt på et slags løbehjul. Da jeg gik her over til Soi ( fra Soi 4 så jeg en yngre farang, så lagde temmelig mange penge i en pose, som en anden cambodjansk tigger rakte frem. Jeg kan så kun håbe, at de tiggere ikke er en del af en større organisation, som skummer guldet, og kun levner smuler til de folk der knokler.
Halvvejs nede i glasset, begynder jeg sådan for alvor at se mig omkring. Restauranten er indrettet i et næsten kvadratisk lokale, måske 12 gange 12 meter. Og måske var der også 12 meter til loftet. Smukke ting og smukke lamper hang ned fra loftet, møblerne og selve baren bestod af smukke træsole, bord, baren var i træ, osv. Atmosfæren var også meget anderledes, sammenlignet med de typisk turistede restauranter i Soi 7 og i Soi White House i Jomtien. Gæsterne hang ikke fast i et eller andet "slå tiden ihjel" projekt, det var som jeg tolkede det, mest folk som fejrede deres fyraften, eller som var på arbejdsbesøg i Bangkok. Jeg kunne mærke at jeg nød det. At være tilbage i blandt professionelle, efter at jeg selv blev pensioneret efter et langt liv blandt professionelle, som forsørgede dem selv. Dejligt.
Jeg turde ikke bestille en fadøl mere. Havde fået spist for lidt i løbet af dagen, som jeg ikke mindst havde tilbragt i en taxi fra Second Road i Jomtien, til det lille stamhotel i Soi 4. Jeg skulle have noget fast føde i maven, inden jeg bestilte endnu en øl. Men jeg ville gerne suge mere positiv stemning til mig, så jeg bestilte en soda.
Mens jeg ventede på den, gik jeg på toilettet. En af servitricerne regnede ud hvad jeg ville, og viste beredvilligt vej. Rene og lækre toiletter.
Da jeg kom ud fra toilettet, og gik de få meter ned til mit bord, kom jeg i tanke om Kakadu Bar. Ikke luderbaren på Vesterbro, men den luderbar med samme navn, som i mange år var placeret i netop Soi 8. Jeg gik helt frem til selve Soi 8, og kiggede efter netop Kakadu Bar. Men så vidt jeg kunne se, var den væk.
Jeg har aldrig selv været der. Da jeg kom meget i Soi 8, var jeg en gift mand med en indonesisk magister, som havde cyklet med mig mere eller mindre fra det centrale Java, over Sumatra, op og ned gennem Malaysia, et par dage i bystaten Singapore, og rundt i Thailand, inden vi slog os ned i Bangkok.
Men jeg kendte og skrev den gang om nogle af de mest kendte danske forretningsfolk i Thailand. Mindst én af disse havde (en ad gangen) hentet tre hustruer i luderbaren, som så vidt jeg husker, blev drevet af en dansk narkosmuglers storesøster, og denne thailandske mand, en politimand forstås. (Ikke ét ord om det faktum, at prostitution er ulovligt i Thailand :-D )
Inden jeg gik tilbage til Soi 4, for at få noget at spise, fik jeg endnu en oplevelse, som fortalte mig lidt om det sted jeg havde tilbragt en god times tid.
En fyr omkring de fyrre sad ved et bord inde i restauranten, overfor ham sad en smuk farangkvinde på mandens alder, måske lidt yngre. Fyren rejste sig, tog et dansetrin eller to over bag kvinden, og trak hendes stol ud. Jeg gik på danseskole da jeg var en stor knægt, og lader kvinde gå først ud af elevatorer, holder døren for kvinder, og andre gode mennesker, så jeg klappede mentalt i hænderne ved synet. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har set lige netop det.
Comments
Post a Comment