Visarun: Ud at se med AirAsia - mod Phnom Penh

Af praktiske grunde skulle jeg på visarun nytårsaften. Der var ikke den store forskel på den aften, og så mange andre, på vej i Mr. T taxien mod Don Muang Lufthavnen, og inde i selve lufthavnen. Til gengæld begyndte det "sjove" da jeg kom ud i Khmer virkeligheden i Phnom Penh.

Jeg endte med at vælge Mr.T én gang til, da jeg skulle fra Jomtien ved Pattaya, til Don Muang lufthavnen i Bangkok. Jeg har brugt firmaet siden midt 90erne. Reelt, rettidig omhu, og billigt. 1350 bath helt ud til Don Muang på den anden side af Bangkok.

Men efter al det samarbejde, skulle det jo gå galt en dag. Og det gjorde det så. Lidt. Jeg havde gjort meget ud af at forklare adressen, men der gik et kvarter over den aftalte tid. Der gik 25 minutter, og så begyndte jeg at ringe. Nåede dog ikke igennem, før en smilende kvinde sidst i 20erne endelig ankom i en lækker sort taxi. Hun havde holdt og ventet ovre i den andet kompleks på den anden side af Jomtien Second Road.

Mange wai´er, mange undskyldninger, men jeg havde bevidst bedt dem komme relativt tidligt. Så jeg var ikke nervøs for om vi ville nå det. Turen gik stille og roligt. Hun var en dygtig chauffør. Heldigvis.

Da jeg tjekkede ind hos AirAsia, havde de som forventet kun brug for mit pas. Jeg havde været i tvivl, nogle venner fra Irland og England havde fortalt en del om nogle skrækoplevelser og skrankepaverier med lavprisselskaber i deres områder. Det var det som havde skabt "flystøj" i mit hoved.

Jeg bad kvinden bag skranken, om at få et sæde ud til gangen, på grund af mine lange ben. Hun svarede noget, som jeg ikke helt opfattede. Men lod det ligge, hun gjorde sikkert hvad hun kunne.

Min taske, som skulle med ombord med hostesaft og andet flydende, vejede 4 kg. Så jeg fik altså ikke brug for mine mange kg. som jeg ellers havde ret til i følge min billet. Jeg køber mine flybilletter via Xpedia, det er lidt dyrere, men det giver mig ret til 30 kg, baggage, plus håndbagage.

Da jeg kom op til terminalområdet nær den skranke, hvor jeg senere skulle fremvise mit boarding pas, hørte jeg de første sætninger på Khmer. For mig er det et lidt hårdt sprog. Meget let genkendeligt. Jeg fange også nogle få ord, som jeg forstod enkeltvis, men jeg fangede ikke hvad de talte om. Jeg har tidligere boet i Cambodja, 4 år i Kampot, og 4 år i Sihanoukville, og lærte i de år en del. Ikke specielt meget, men nok til at jeg kunne klare de små situationer på markedet, aftaler om pris med en tuk tuk chauffør, og lignende.

Turen fra Don Muang til Phnom Penh tager godt én time. Ikke lang tid, sammenlignet med så meget andet. Men jeg var alligevel spændt på, hvilket sæde jeg havde fået. Oppe i flyet gik jeg mod mit sæde, da jeg kom til det, viste det sig at jeg havde fået et supersæde, nødudgang helt ude ved gangen. Men stewardessen vinkede mig videre. For hende så jeg åbenbart ud til at lig en fattigrøv, som aldrig ville betale ekstra for noget som helt. (Det er stort set den rene sandhed). Da jeg stoppede op, og viste hende billetten, var det fint nok.

Fremme i Lufthavnen i Phnom Penh var der godt nyt. Jeg var der sidst for to år siden, og den gang var man i gang med renovering og ombygning. Resultatet var flot, det må jeg sige. Meget smukt faktisk.

Modsat i Thailand, skal man betale for sit visa når man rejser ind i landet. 30 US dollars for 30 dage. Man skal have et foto til det visa. Sidste gang havde jeg ikke noget visa. Bøden var 3 US dollars, som formodentlig endte i en eller fleres kaffekasse.

Jeg kom hurtigt igennem immigrationen, og mine fire kg var fremme.

Stille og roligt gik jeg ud mod den Cambodjanske virkelighed. Det skriver jeg mere om i den næste blog.