TH: Jeg troede at det var løgn!

Jeg har jo en fantastisk vinter her i Krabi by med omegn. Men der har været nogle oplevelser, som virkelig har været toppen af livets kransekager, eller hvad sådan nogle nu hedder på thai.

Jeg har siden ankomsten fået fantastisk hjælp fra blandt andet Henrik og hans kone Tim. Men det fire fem episoder som jeg skriver om denne gang, har alle været i forbindelse med mine cykelture.

Jeg tager den sidste af de oplevelser, hvor jeg troede at det var løvn, først i denne opremsning af positive oplevelser med lokale thailændere.

Klokken var omkring syv morgen. Jeg var nået ti tolv km. ud af den store vej mod Phuket. Pludselig var der en ovre på den anden side, på den anden side af midterrabatten, som råbte mit navn. Det var Tip fra Cafe Europa, som hilste godmorgen med sine træningskammerater :-D

Jeg nåede vel to tre km. længere ud, da jeg kunne mærke at luften var ved at fise ud af mit baghjul. Jeg havde nogle dage forinden kørt på samme vej, ind mod Krabi by, og tænkte at der måtte være en landsby længere fremme. 

Jeg havde vel gået med cyklen et par km. eller tre, da den første thailænder tilbød sin hjælp. Fyren på en lille MC, omkring de fyrre, tilbød at jeg kunne sidde på bagsædet, mens jeg holdt cyklen, der var kun seks syv km. til det nærmeste lappeværksted. Men... jeg brækkede mit håndled i Indien for 10 år siden, såh mange tak - men nej tak.

Jeg nåede vel at trække cykel to tre kilometer mere, inden en sort ret ny pick up bremsede op, og trak ind til siden. Det var et par omkring de halvtreds. De var på vej til... jeg mener at det var til Surat Thani for at få et pas til konen. Jeg nævner det for at sætte deres hjælp og tilbud om hjælp i relief. De havde et vigtigt ærinde, men på trods af det fik de mig frem til en by, som var 22 km fra Krabi by. De spurgte sig frem. Konen tilbød at køre mig tilbage til Krabi. 

Manden var selv motionscyklist som jeg, og jeg tror at han ringede til sine cykelkammerater for at finde et cykelværksted. Og han fandt et sted. Parret afviste inden de kørte videre, betaling for deres hjælp.

En lille cykelmekaniker fiksede min punktering, hullet blev fundet i naboens fiskebasin,  tror det blev 40 bath, og bad efter bød mig på mad, som jeg høfligt afviste.

Og så tilbage til den første af mine fem seks punkteringer. Jeg mener at det var på min aller første tur på vej mod Ao Nang, en tur på i alt knap 40 km. fra hvor jeg bor.

I en lille landsby fik jeg et fladt baghjul. Jeg så en mor med tre børn som var ved at starte sin MC med sidevogn, og spurgte hende hvor jeg kunne få lappet slangen. Hun fik pigerne ud af sidevogne, jeg og den største datter fik min cykel op i den, pigerne kom tilbage, og så kørte vi, fem mennesker og en stor cykel, ud på jagt efter et værksted. Det første sted havde lukket. Men et par kilometer længere væk var der held i sprøjten. Jeg var usikker på hvad jeg skulle gøre, og rakte moderen 200 bath. Hun virkede glad, forsvandt, og mand med ret så avanceret udstyr fiksede slangen.

Nogle få dage senere nede på promenaden ved vandet her i Krabi by eksploderede fordækket. Jeg trak cyklen op i byen, forsøgte at finde en tuk tuk til at køre mig og cyklen ud, men det endte med at en MC taxidriver gav sig til at bruge sin walkie talkie. Jeg ved ikke om han var med i et civilt beredskab eller noget lignende. Men i hvert fald kom der i løbet af ca 10 minutter en pick up fra et offentligt redningskorps. 10 minutter senere var jeg ude hos min sper cykelhandler, som fiksede nyt dæk og ny slange. Inden da havde jeg forsøgt at betale både MC chaufføren og fyren fra redningskorpset. Men nej, de vinkede afværgende og smilende.

Her i teksten er budskabet vel nået frem. At jeg har mødt utrolig meget hjælpsomhed her, også når det er gået galt med min cykel.