Jeg stod lige der, i mit lille køkken. Og det er ikke et tilfældigt køkken, som kun bruges til at pakke hentemad ud, og varme det op. Nej. Der laves dansk mad. Af mig selv, sagde kokken. Det er osse mig. Så jeg havde virkelig kælet for den. Hug og stikfast var den blevet. I hvertfald næsten. Og den blev jo ikke dårligere af at jeg havde brugt den rigtige superfine kulør.
Jeg glædede mig vildt meget til at hælde sovsemassen ud over tre kartofler, som jeg havde skåret over i halve stykker.
Koteletten var fra en af de 40 millioner grise, som er så heldige at overleve indtil døden indtrådte det eneste sted hvor en gris bør dø. Nemlig på slagteriet. Rødkålen var der også. Kogt i smadder og fyldt med sukker, helt efter reglerne.
Og jeg glædede mig til at se, hvordan den tykke brune sovs ville løbe ned over kartoffeltoppene, som en BH der dækker bryster.
Men... Død gris stegt i Oma margarine, og det danske køkkens kronjuvel - den brune sovs den kunne bruges til alt fra at tætne tagrender og badekar, til at fede mig selv op, plus alt det andet, måtte vente.
Et andet projekt i mit liv var nemlig at lære så mange danske TV-serier udenad som muligt. Og Matador blev sendt. Igen. Jeg havde kun set samtlige afsnit i serie 33 gange. jeg skal nok op på det dobbelte, før end jeg mestrer det hele fra begyndelse til slut.
Da jeg vendte mig om efter at opgaven var udført med rettidig omhu, var min brune sovs og alt det andet væk. Livet var faktisk det værste havde lige da, uha uha, som jeg havde, nu kunne jeg ikke made mig selv, undskyld opfede mig selv. Melet, margarinen, alt det som feder i sovsen var væk.
Og jeg var udgået for død skiveskåret gris, hvedemel og margarine (det feder næsten ikke).
Og her er vi så ved sandhedens sekund. det er nu at du, hvis det var dig der stjal den dags højdepunkt fra mig (altså lige undtaget fortidens TV-serie), det er nu du skal forstå, hvor meget du ramte mig.
Jeg glædede mig vildt meget til at hælde sovsemassen ud over tre kartofler, som jeg havde skåret over i halve stykker.
Koteletten var fra en af de 40 millioner grise, som er så heldige at overleve indtil døden indtrådte det eneste sted hvor en gris bør dø. Nemlig på slagteriet. Rødkålen var der også. Kogt i smadder og fyldt med sukker, helt efter reglerne.
Og jeg glædede mig til at se, hvordan den tykke brune sovs ville løbe ned over kartoffeltoppene, som en BH der dækker bryster.
Men... Død gris stegt i Oma margarine, og det danske køkkens kronjuvel - den brune sovs den kunne bruges til alt fra at tætne tagrender og badekar, til at fede mig selv op, plus alt det andet, måtte vente.
Et andet projekt i mit liv var nemlig at lære så mange danske TV-serier udenad som muligt. Og Matador blev sendt. Igen. Jeg havde kun set samtlige afsnit i serie 33 gange. jeg skal nok op på det dobbelte, før end jeg mestrer det hele fra begyndelse til slut.
Da jeg vendte mig om efter at opgaven var udført med rettidig omhu, var min brune sovs og alt det andet væk. Livet var faktisk det værste havde lige da, uha uha, som jeg havde, nu kunne jeg ikke made mig selv, undskyld opfede mig selv. Melet, margarinen, alt det som feder i sovsen var væk.
Og jeg var udgået for død skiveskåret gris, hvedemel og margarine (det feder næsten ikke).
Og her er vi så ved sandhedens sekund. det er nu at du, hvis det var dig der stjal den dags højdepunkt fra mig (altså lige undtaget fortidens TV-serie), det er nu du skal forstå, hvor meget du ramte mig.
Nu havde jeg det lige så godt. jeg var klar til verdens lækreste mad, og hvad endte det med. Friske grøntsager, som forsyner tarme med charme, (hvad skal jeg med charme lige der- spørger jeg bare. Friske tomater, champinion, og rød peber, alt havde stadig alle vitaminer, mineraler og meget andet i sig.
Der sad jeg så med harme, og ekspedere charme ned i mine tarme. Jeg tyggede og tyggede. Kunne høre det larme, mens jeg strakte en af mine arme ud efter et glas med øl. Det kunne have været værre. Indrømmet. Men alligevel. At det nogensinde skulle overgår mig at miste min sovs, og alt det andet, til bagdel for friske rå grøntsager. Altså.
Der sad jeg så med harme, og ekspedere charme ned i mine tarme. Jeg tyggede og tyggede. Kunne høre det larme, mens jeg strakte en af mine arme ud efter et glas med øl. Det kunne have været værre. Indrømmet. Men alligevel. At det nogensinde skulle overgår mig at miste min sovs, og alt det andet, til bagdel for friske rå grøntsager. Altså.
Nu her bagefter er jeg faktisk lidt stolt af mig selv. Jeg fik det faktisk ned, og jeg har lige tjekket mit spejl. Jeg ligner ikke en kanin. I hvert fald ikke endnu.
Comments
Post a Comment