TH: På vej - svært at vælge nyt sted i Thailand

I dag er der 14 dage til et fly løfter mig til Bangkok. Jeg har det mærkeligt. Glæder mig til at komme ud til varmen, og til en af de kulturer som jeg holder mest af. Og samtidigt har har jeg det mærkeligt med at skulle forlade det Bulgarien, som har givet mig så meget på så kort tid.

Denne morgen var den koldeste dette efterår. +2 grader celsius. Og i morgenrejser et ægtepar som hører til blandt mine nye venner eller gode bekendte hjem til England på en forlænget juleferie. Og det er jo mangelen på sociale modspillere udenfor perioden mellem maj og september, som vel er den vigtigste grund til at jeg tager ud til Asien i vinterperioden. Kulden tror jeg nemlig at jeg snilt kunne leve med.

Og jeg tager jo af sted. Som jeg har skrevet før, har jeg modsat de sidste omkring 8 år valgt at droppe Cambodja denne gang. Nu bliver det igen Thailand, hvor jeg regner med at opholde mig i godt fem måneder. Men nu hvor jeg kun skal opholde mig i Thailand i en forholdsvis kort periode, bliver det ikke et problem at få visa. Netop problemer med at få visa var nok den vigtigste grund til at jeg valgte Cambodja.

Forsøget med at holde min nomadevinter i Thailand har dog givet dog nye udfordringer. Hvor skulle jeg forsøge at skabe nye rammer, hvor jeg kunne skabe nye rammer? Nye venner eller bekendte, nye miljøer som jeg gjorde til "mine", osv.

Udon Thani har jeg haft utroligt gode oplevelser med. Ikke mindst sammen med min afdøde indonesiske kæreste. Vi løb omkring en af de to største søer. Deltog i fælles aerobic ved den mindste af de to søer, eller ved siden af brandstationen ved den store sø. Natmarkedet var også fantastisk, og vi havde utroligt søde thai naboer i den lille gade hvor vi boede. Og siden da er der kommet en ny dansk drevet restaurant, Good Corner, som kunne blive et godt sted at få nye kontakter med både danskere og andre faranger (vesterlændinge på thai).

Jeg havde også hørt meget godt om Chiang Rai. Jeg har kun været der på gennemrejse, men jeg tjekkede byen og dens omegn, da jeg havde besluttet at droppe Sihanoukville i det mindste i år. Og det jeg fandt ud af, var fint.

Chiang Mai? Tjae. Jeg har været der på arbejde i flere omgange, så jeg har et overfladisk indtryk af byen. Der er ikke ret meget der frister der. OK. Måske prøver jeg byen igen senere.

Alle de nævnte steder har dog en ting til fælles. To tre måneder med kulde. Udon Thani og Chiang Rai nok mere end Chiang Mai. Jeg har oplevet 8 graders pluskulde i Udon Thani. Modsat i Danmark og her i Bulgarien, er der ingen mulighed for opvarmning. Og skulle jeg virkelig tage to varmeblæsere med mig, når jeg rejste til tropiske Thailand? :-D

Svaret blev nej. Jeg har gode venner og bekendte i yderkanten af Bangkok. Ville det være en mulighed? Jeg spurgte mig frem om priser. Der var også problemet med transport. Så jeg opgav ret hurtigt hovedstaden.

Hua Hin har jeg aldrig brudt mig om. Til gengæld har jeg næsten altid holdt meget af Pattaya, som er meget meget mere end natteliv, og den drukkultur, som mange vælger at koncentrere sig om. Langtfra alle, men rigtigt mange. Jeg kunne vælge at bo på den anden side af hovedvejen, og der er der, det var der i hvert fald for 8- til 10 år siden gode muligheder for at cykle ud i baglandet.

Midt i al den forberedelse kom jeg i tanke om det sydlige Thailand. Det ville være smart hvis jeg skulle på visatrip. Phuket har jeg ikke råd til, og det er ud fra mine erfaringer som er fra omkring årtusindeskiftet heller ikke et rart sted. Men Hat Yai (kan staves på mange måder) har jeg altid været glad for. Det meste kan nåes på kort tid, og der er en for mig god blanding mellem normalt samfund og turisme.


Så jeg begyndte at søge efter en lejlighed som jeg kunne betale. Og som jeg kunne leje for ret kort tid ad gangen. Det midt i de forberedelser, jeg kom i tanke om Krabi. For mere end tyve år siden forsægte jeg at cykle fra det centrale Java i Indonesien, hjem til Århus med min indonesiske ekskone. Og tilfældigt med heldigt var to danskere, som havde en fortid i Filippinerne, ved at åbne et restaurant i Krabi by. de var to meget hyggelige og hjælpsomme fyre, Den ene tog et kasse med, da han skulle besøge afdøde Meinert, som den gang drev Haralds New Odin i en lille soi til Sukhumwit.

Jeg har senere har kontakt med Henrik i forbindelse med mit arbejde. Igen mere hjælpsomhed. Krabi By. Kunne det være en mulighed? Jeg ankommer jo ikke som turist. Jeg flytter jo bare mit almindelige liv til tropiske rammer. Så jeg skal ikke bo i en af turist ghettoerne, men i en by hvor jeg kan opleve kulturen, finde lidt socialt samvær, og fortsætte med et ret "kedeligt" :-D liv med vægt på skriverier, læsning, motion via cykling og fitness center.


Så jeg fandt Henriks Café Europa email adresse. Samme hjælpsomhed igen. Så det blev Krabi. Den herlige blanding af turisme og almindelig thailandsk hverdagskultur. Og selv om jeg har det underligt med at skulle her fra Bulgarien- igen, glæder jeg mig meget til at bygge noget nyt op i Krabi med omegn.

En lille ret enkel lejlighed som jeg kan betale, venter der ude. Den er placeret rimeligt nær ved Café Europa, og klods op af et marked. I Udon Thani boede jeg også meget tæt på et typisk thai marked. Simpelthen vidunderligt.

Og i morgen er der kun 13 dage til jeg rejser. 

Krab khun ma krab la krab. :-D



Comments

  1. Ja det lyder da som en god ide med Krabi ! ellers have jeg taget Pattaya, nord Thai er dejligt men jeg mangler havet der oppe.

    ReplyDelete
  2. Hejsa Sank. Nu prøver jeg, der er også nogle herlige byer på vestkysten. Renong som har det Indiske Ocean, og længere oppe er Mae Sot, jeg har været begge steder på cykel. Mae Sot er nok kold om vinteren, ellers...

    ReplyDelete

Post a Comment