I venten på Thailand

Det var i Thailand mit liv i Asien begyndte for et kvart århundrede siden. Og alt i alt har jeg vel boet 1/3 af tiden i Thailand. Et år her, to år der, osv. 

Man siger at det land i udviklingslandene man begynder i, er det sted hvor man mentalt slår rødder. Det sted man beholder i sit hjerte. Det kan meget vel være at man senere bor meget mere i andre lande. Men alligevel er det også sådan jeg har det med Thailand.

De første 20 år i Asien boede jeg mest i Indonesien, men jeg brugte alligevel Thailand som forlænget transit når jeg på vej til eller fra en arbejdstur til et eller andet sted på kloden. Brasilien, USA, Mellemøsten, eller modsat mod Australien eller New Zealand.

Jeg har været på pension i seks år nu. De første godt fire år boede jeg i Cambodja. Med folkepensionens grundbeløb, minus 25% fordi jeg havde boet så længe udenfor EU, var Cambodja næsten det eneste sted, jeg havde råd til et rimeligt liv. Thailand var umuligt af økonomiske grunde. Og så var der også problemerne med at skaffe et års visa.

Sidste år flyttede jeg til Bulgarien, Europas billigste sted at bo. Ud over at det var billigere end Cambodja og Thailand, kunne jeg desuden få fuld pension. Så alt i alt er min økonomi blevet meget bedre. Samtidigt med at jeg rimeligt nemt kan få i alt seks måneders visa til Thailand.

​Sidste vinter var jeg fire måneder i Sihanoukville i Cambodja. Inden jeg rejste der over her fra Bulgarien, havde jeg tænkt utroligt meget på, om det virkelig var det jeg ville. Tilbage til et samfund, som er både fattigt, ikke specielt rent og velholdt, og som - føler jeg i det mindste - tiltrækker helt specielle fastboende udlændinge.

Da jeg ankom til Sihanoukville sidst i januar i år, gik der knap en time inden jeg på vej ned til stranden og de gamle venner og bekendte som jeg gerne ville hilse på, blev tilbudt opium, ice (med uden fløde :-( ), hash, og da jeg takkede nej til det alt sammen, fik jeg et tilbud om en meget ung dame smidt i nakken.

Samme aften fik jeg de seneste nyheder. To meget alvorlige MC-ulykker, voksne mænd der peb over at de var blevet snydt af deres lokale partnere, og meget mere. Noget af det første jeg gjorde var at droppe stambordene, hvor de samme fyre mødes hver eneste dag, og hvor de samme gode emner stort set aldrig bliver diskuteret. Sig mig hvad du taler om, og jeg skal sige hvem du er. Jeg lavede ​mit sociale liv om, radikalt endda. Og havde faktisk en del meget fint socialt samvær med fyre som jeg kunne holde ud. Men...

Tilbage i Bulgarien i maj begyndte jeg at tænke på hvad jeg kunne gøre den kommende vinter. Jo længere jeg kom igennem sommeren her, og jo tættere nomadevinterferien i Asien kom på, jo mere tænkte jeg på hvad jeg havde lyst til at prøve til fordel for Cambodja. 

Sri Lanka var det første land som kom op. Jeg var der på en arbejdstur et par år efter Tsunamien, som var i 2004. Jeg gik ikke dybt ind i projektet, var bange for at det blev for dyrt. Jeg taler indonesisk, så det var den næste mulighed der var oppe og vende. Og jeg er ikke færdig med at tjekke om en af de indo øer tæt på Singapore kan være en mulighed. Filippinerne har jeg tjekket ud, ret dybdeborende endda, uden at det tiltrak mig.

Og her er vi så tilbage med indledningen i denne beretning. At Thailand bliver rammen for nomadetilværelse i den kommende vinter.

Den største frygt for at forsøget mislykkes er, hvis det er for dyrt i forhold til min brøkdelspension. Sammen med en dansk ven fra Facebook som har stor erfaring med at være fattigrøv i Thailand :-D har jeg lavet et budget, og det er faktisk på kun 60% af de penge som jeg via min folkepension har til rådighed. Så mon ikke det går?

På mandag tager jeg ind til det thailandske konsulat og køber et visa til cirka 140 Euros. Det giver retten til 3 X 60 dage, og det dækker så rigeligt de knap fem måneder jeg skal være i Thailand.

Og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere glad for tanken om, at jeg ikke kun skal bruge Thailand til transit denne gang. Og jo. Thailand er stadig i mit hjerte. På gensyn i Thailand.