Der var en af mine læsere, som for nogle dage siden spurgte mig på Facebook hvad jeg laver, hvad jeg bruger tiden på, når jeg er i Bulgarien. Det er ikke et direkte citat, men en opsummering af hvad jeg tror han mente. Jeg mener at spørgeren, som er dansker, har sin baggrund i Asien. Så det er med den vinkel, at jeg vil svare.Jeg synes jo selv at jeg laver meget forskelligt når jeg er her. Men... Jeg holder jo meget af at skrive, så i stedet for at svare med et par sætninger eller tre, vil jeg gå lidt dybere ned i hvad, hvor, hvorfor, og hvornår.
Denne gang kommer det mest til at handle om mine timer i det fitness center, som de holder sig i det nabolejligheds og hotel kompleks, som er placeret max. 400 meter væk fra hvor jeg bor.
Her ser du et hjørne at det fitness center som jeg bruger her i Bulgarien.
Der hører der en Gym & Spa til de tilbud som ejerne af de flere hundrede lejligheder hver i sær s k a l betale til, og som derfor er åbent hele året. Vi som kommer udefra, skal betale for et månedskort eller per gang. Og det gør jeg så.
Det fitness center jeg har brugt mest i Asien er placeret i Udon Thani i det nordøstlige Thailand, og det er det center jeg sammenligner med. Det var lidt dyrere som jeg husker det. Og der blev lagt mindre vægt på at pumpe jern, end man gør her. Der var også altid en instruktør til at hjælpe nybegyndere som jeg var den gang.
Ha ha, og som jeg er igen. Og så var der dampbad, sauna, jacuzzi og et 26 meter bassin udenfor, som dog kun var brugbart når det ikke var Isaan, i de koldste to tre måneder var det simpelthen for koldt.
Men i forhold til prisen er det fint her, og det rækker mere end rigeligt til mig. Ikke mindst fordi jeg jo også cykler ved siden af. Og instruktøren bragte jeg selv. Det er den nordirske kammerat som du kan se her til højre. Den yngste med de største muskler og de korte shorts. 
Jeg prøvede faktisk at komme i gang med fitness flere gange sidste år. Den allerede nævnte kammerat tilbød at hjælpe mig i starten, jeg tror at det var i august sidste år inden han tog hjem til sit firma igen. Og jeg henvendte mig selv, jeg tror det var i december 2015, fik priser, 30 Leva, knap 120 kr. for et månedkort, men kom aldrig i gang. Jeg havde en slumrende fibersprængning som blev varm og truede med at lave ballade så snart jeg cyklede for meget. Jeg fandt senere nogle elastikbandager i en "1 Euro butik", og siden da har jeg ikke haft problemer med den slumrende fibersprængning. Og i skrivende stund mærker jeg den slet ikke. Jeg bruger dog stadig det bind, som en slags forsikring.Læs mere om mig og motion her!
Her kan du så lige få tilladelse til at spørge, hvad jeg i min alder, min næste runde fødselsdag bliver 75, dog tænker på med alt det cykling og arbejde i fitness centret?
Svaret får du her: Jeg havde længe undret mig meget over, hvor dårligt et helbred rigtig mange af mine jævnaldrende, og langt yngre for den sags skyld humpede rundt med. Jeg anså dog mig selv for at være i rimelig form. Intet højt blodtryk, stort set ingen anmærkninger ved store tjek af blodprøver, og næsten ingen overvægt.
Det som for alvor fik mig til at fokusere på motion igen, var at jeg i februar i år blev syg i Asien. Ikke vanvittigt dårlig, men jeg blev træt, kunne dårligt trække vejret, osv. En god bekendt i Asien døjede med noget lignende, og han kom til lægen før mig. Han havde fået salmonella.
Dagen efter smuttede jeg til den samme klinik, og fik samme diagnose. Jeg var i Asien/ Thailand/ Cambodja i knap fire måneder, og jeg syntes aldrig at jeg kom mig efter den sygdom. Og endnu værre, jeg tog fire fem kg. på over den samme periode. Vel mest fordi jeg stort set ikke orkede at motionere. Selv brug af den nye cykel jeg havde købt ved ankomsten til Asien, fik jeg dårligt brugt.Det første jeg gjorde efter at jeg igen var i Bulgarien, var at skaffe en ordentlig mountain bike, og da jeg var kommet rimeligt i gang med det, ankom min omtalte kammerat og hans kone fra Nordirland. jeg vidste at han ville pumpe jern to tre gange om ugen, så jeg snakkede med ham om at starte med motion, ikke målrettet pumpning af jern, men mere lidt arbejde på at styrke musker, stramme lidt op, og forbedre konditionen sådan generelt.
Fra mit arbejde i fitness centret i Udon Thani vidst jeg at der meget meget hurtigt ville komme fremgang. Det vigtigste var at begynde forsigtigt, men samtidigt sørge for at arbejde to tre gange hver uge. Stadig stille og roligt, ikke mindst for at undgå skader. Da jeg begyndte for mindre end tre måneder siden, havde jeg stadig den mærkelige brændende fornemmelse i mit højre baglår. (Noget som er totalt væk i dag).
Fra daglig cykling i to tre uger var min kondition allerede rimelig, og det hjælp mig meget i mit fitness arbejde. Mens min nordirske kammerat og en tredje fyr fra vort lille engelsktalende "familie" her hvor jeg bor arbejdede med vægte, prøvede jeg at satse dels på at stramme mine muskler op og styrke dem, og samtidigt forbedre min kondition.
De første to uger brugte jeg løbebåndet til "gåture". Jeg husker at jeg den første uge nærmest luntede af sted i fem minutter, så hoppede jeg ned af båndet.
Et andet torturinstrument, to pedaler og en slags skistave, ved ikke hvad maskinen kaldes, fortalte mig i løbet af sekunder, hvor svage mine benmuskler var. Jeg husker det som om jeg trådte cirka 20 gange på hver pedal, så var jeg færdig. Godt og vel to mdr senere kan jeg bruge maskinen i mellem 15 og 20 minutter.
Det arbejde jeg laver med vægte udviklede sig hurtigere. Og i det projekt hjalp min kammerat mig meget med hvilke maskiner jeg skulle bruge, hvor meget vægt jeg burde bruge, osv.
Alt dette skriver jeg ikke mindst for at fortælle, at hvis du føler at du burde forbedre din kondition og måske tabe lidt (eller meget), så er det altså muligt.
I centret har de et meget meget simpelt værktøj, det kaldes "Aerobic Step". Første gang jeg brugte det, klarede jeg 8 omgange, altså 8 med begge fødder. I dag er jeg oppe på 135 dobbelttrin. Jeg kunne være længere, men hvis jeg gør mere bliver jeg øm i hofteskålene.
Noget af det som slog mig da jeg begyndte i det bulgarske fitness center, var den for mig særprægede stemning. Jeg havde jo mine venner med, men eller var der ingen der hilste på hinanden. I pauser mellem øvelser gik folk bare rundt og stirrede frem for sig, studerede alt og ingenting.
Sådan noget har altid generet mig. Så det forsøgte jeg at gøre lidt ved. Ikke at jeg begyndte at forfølge alle for at få dem til at forholde sig til mig, men nej, jeg begyndte at hilse på 2 eller 3 af de folk som kom fast som mig selv, og som ikke var for unge.
Når man er her i området som skandinav, mærker man hurtigt, synes jeg, at de lokale og russerne som der i sæsonen er mange af, tager lidt afstand til det de kalder englændere. Så jeg fortæller altid at jeg er dansk: Dania, når jeg præsenterer mig. Og jeg har kun gode erfaringer med at bryde muren ned mellem nogle få af medbrugerne i fitness centret og mig selv.
Så alt i alt har det været utroligt godt for mig at bruge fitness centret. Og jeg ved nu, at det sværeste i det projekt ikke er at komme i form, men tværtimod at fastholde arbejdet med at forbedre og fastholde konditionen.
Ja i de seneste cirka tre uger har jeg været lidt i krise med styrkearbejdet. Jeg er ikke kommet af sted så tit som jeg burde. Selv om det går meget bedre med at fastholde cyklingen, kommer jeg ikke af sted hver eneste dag som før.Min erfaring med min "svage" viljestyrke er, at arbejdet med kondition fungerer bedst, hvis jeg gør det hver eneste dag. Min nordirske kammerat forsvinder hjemover om knap 14 dage, og jeg s k a l jeg simpelthen arbejde alene med mit projekt. Så planen er at træne hver evig eneste dag. Hver anden dag med cykelture, vejret var sidste år super fint indtil omkring jul, og jeg rejser til Asien den første uge i december, og hver anden dag i fitness centret.
Comments
Post a Comment