Tænk lige at købe en lejlighed i et fremmed land, hvor man bare kan smutte hen og nyde familielivet. Mega lækkert. Tjae...
Første gang jeg så lejligheder og huse opkøbt af udlændinge, var i Spanien. Jeg havde en treugers ferie i Stella Polaris mens Tjæreborgpræsten stadig levede. Jeg var det nede for at begynde på at skrive min tredje ungdoms roman, og når arbejdet gik i mudder, gik jeg lange ture, mest op i bakkerne. Lejligheder i en blog var helt sikkert blevet solgt med udsigt ud over Middelhavet. Og nu var man ved at bygge et enormt kompleks mellem havet og lejlighederne, hvor folk boede med både blomster og papegøje monteret på altanen. Bye bye - dyrt betalte havudsigt (1).
Senere snakkede jeg med en svensker som byggede et kompleks i Phuket i Thailand. To år efter at det var færdigt, blev nummeret fra Spanien gentaget. Noget stort voksede op mellem svenskerens projekt, og det blåt blinkende hav. Bye bye - dyrt betalte havudsigt (2).
Der var også andre lejlighedprojekter som gik galt. Ikke mindst skandinaver betalte i rater. En rate ved kontrakt underskrivelse, en rate mere når de første 5 etager var oppe, osv. Og så... ups... Udlændinge kan købe lejligheder i det asiatiske kongerige, men den thailandske lovgivning kræver, at en bestemt andel af køberne/ ejerne af projektets lejligheder skal være thailandske statsborgere. Tra la la. Hvor længe kan man bestikke sig til at myndighederne kigger den anden vej?
Læs også: Sådan finder du en bolig i BG
Min opmærksomhed på udlændinges købt af lejligheder er blevet større efter at jeg sidste år flyttede permanent til en lille forstad ved Sortehavet. Den forstad jeg flyttede til, har næsten ingen hoteller. Det handler mest om lejligheder som er klasket op med salg til udlændinge for øje. OK. Der er lejligheder som lejes ud, enten af administratoren af det enkelte kompleks, eller af den enkelte individuelle ejer af en lejlighed. Jeg bor i øvrigt selv i lejet lejlighed. Ejeren er fra UK og ejer en fem seks lejligheder i to forskellige komplekser her.
Og her er det så på tide at finde ud af, hjem der køber lejligheder i udlandet. Ikke mindst her i Bulgarien, som er det jeg kender mest til, dog uden at være ekspert. Det jeg diskuterer her, er hvad jeg selv ser, og hvad andre fortæller mig.
Igen. Hvem kan finde på at købe en lejlighed i et land, hvortil der forlanges tre fire timers flyrejse, eller et par døgns kørsel i bil, med alle de udgifter der følger med. Og hvorfor gør de det? Det kan være et par i 40erne. Økonomien i familien er god, men der knokles også. Faktisk bliver det hele lidt stresset ind i mellem. Det ville være godt at kunne tage væk og slappe af en gang i mellem. Nogle gange er det lejligheder i udlandet, som private med en bolig i hjemlandet falder for.
Jeg tror at det er drømmen om et fristed, og ikke mindst håbet om at score kassen når man sælger om nogle år, der får folk til at tage skridtet. Ikke ét ord om Nitas hårfjerne. Nej. Nu skal der slappes af en gang i mellem. Ikke noget med charterferie og nye steder, hvor man skal begynde mere eller mindre forfra hver eneste gang.
Ok. Børnenes ferier begrænser jo mulighederne for at tage af sted. Og når det er muligt at tage af sted, gælder det samme for så mange andre. Så flybilletterne bliver måske ikke så billige som forventet. Men nu er den der jo. Drømmelejligheden kun tre fire timers flyrejse væk. Og tager man dytten, så er ferietrafikken nok ikke det smarteste. Mor, jeg vil have en is!!! Far - er vi der ikke snart???
Jeg er ikke ekspert i køb og eje af lejligheder i udlandet. men jeg ser alligevel en del. Og det sker også, at min hjerne er i stand til at samle det op som mine øjne ser, og mine øren hører.
Jeg havde kun opholdt mig i Burgas i Bulgarien godt 7 uger, da jeg tænkte på at skrive om emnet "ekstra lejlighed" i udlandet. Jeg var i lufthavnen, max 1 km fra hvor jeg bor, for at hente en god kammerat, som skulle besøge mig en uge. Mens jeg ventede på ham i ankomsthallen, kom jeg i flygtig kontakt med en dansk familie. Forældrene var midt i 40erne, moderen var slank og smuk, drengen og pigen var rene, så sunde ud, og så var der faderen. Han var fuld. Gik ikke som en slange snor sig, men det var tæt på. Familie. Ferie. Og farmands fuldskab? Det havde jeg ikke lige set komme. Underligt nok måske. For jeg havde jo allerede været i området i næsten to måneder, og havde set hvor meget folk gik til flaskerne. Ikke alle. Meget langt fra. Men mange. Dog ikke rigtigt i familier med mindre børn.
Nu snart halvandet år efter min ankomst til Sortehavskysten har jeg lidt mere styr på, hvad det er der sker. Komplekset jeg nu bor i med en lejekontrakt som løber indtil oktober 2020, har cirka 200 lejligheder. 195 for at være præcis. Jeg tror at størrelsen varierer, men de er omkring de 50 m2. Den jeg lejer er på 46 m2, nogle venner ejer én på 54 m2.
Projektet er 6 eller 7 år gammelt. De som købte lejligheder fra start, kunne hurtigt konstatere, at så snart de fleste lejligheder var solgt, faldt prisen. Fordi jeg var i gang med at skrive denne blog, har jeg spurgt mig for. Mens der bygges hundredvis af lejligheder omkring os, falder priserne i hvert i det kompleks hvor jeg er lejer. De bud jeg fik via min lille undersøgelse af prisfald på lejligheder var, at værdien pt er faldet med omkring 15% til 20 %. Og alligevel er det meget meget svært, nærmest umuligt at sælge såkaldt gamle lejligheder. Ikke mindst fordi der popper lejlighed frem til salg, som var det kantereller.
En anden ting som der snakkes meget om her, er den måde som administratoren forvalter sine pund. Lejlighederne er ikke andelsboliger. Den enkelte køber af en lejlighed skal betale en årlig administrationsafgift. Specielt i komplekser med svømmepøl løber vedligeholdelses og administrationen i vejret.
Og et af de rygter som bølgerne bærer ind fra Sortehavet, ikke nødvendigvis her hvor jeg er, er at en administrator har brugt penge på projekter, som har meget meget lidt med den oprindelige bebyggelse, som nordeuropæere købte lejligheder i. Hvis det er sandt, er der ikke vand og skudsikre skodder mellem de enkelte byggerier, som en investor sætter i gang.
Som jeg ser det, er risikoen for at blive gidsel i et administratorsystem ganske overvældende.
Og så er der jo ingen grund til helt at glemme den enkelte familie, som har investeret i en lejlighed. Familien udvikler sig. Der kommer flere til, og de bliver større, deres behov forandrer sig. Samtidigt med at lejligheden bliver for lille til familie i nogle få år, indtil den dag hvor børnene er unge voksne, og det sidste de vil er at tage med "de gamle" på ferie.
Jeg tager flere gange om ugen i Gym. Det gør jeg i et nabokompleks. I seks uger mødte jeg en stor knægt, som stod ved siden af elevatoren i opgangen som førte ned til Fitnesscentret. Han stod der når jeg kom, og han stod der når jeg tog hjem igen. Hvad han lavede? Han spillede spil på sin smart phone. Familiens lejlighed var sikkert for lille. Måske var det bare ikke lækkert at være sammen med sine forældre i så lille en lejlighed, og så i så mange uger.
Ja men det var det. Når lejlighed byder sig, kommer der mere her fra. Måske om et måske helt andet emne.
Første gang jeg så lejligheder og huse opkøbt af udlændinge, var i Spanien. Jeg havde en treugers ferie i Stella Polaris mens Tjæreborgpræsten stadig levede. Jeg var det nede for at begynde på at skrive min tredje ungdoms roman, og når arbejdet gik i mudder, gik jeg lange ture, mest op i bakkerne. Lejligheder i en blog var helt sikkert blevet solgt med udsigt ud over Middelhavet. Og nu var man ved at bygge et enormt kompleks mellem havet og lejlighederne, hvor folk boede med både blomster og papegøje monteret på altanen. Bye bye - dyrt betalte havudsigt (1).
Foto: Køb en lejlighed 1000 km.
væk og hop op i et fly til et billigt
liv i sus og dus. Eller...
Senere snakkede jeg med en svensker som byggede et kompleks i Phuket i Thailand. To år efter at det var færdigt, blev nummeret fra Spanien gentaget. Noget stort voksede op mellem svenskerens projekt, og det blåt blinkende hav. Bye bye - dyrt betalte havudsigt (2).
Der var også andre lejlighedprojekter som gik galt. Ikke mindst skandinaver betalte i rater. En rate ved kontrakt underskrivelse, en rate mere når de første 5 etager var oppe, osv. Og så... ups... Udlændinge kan købe lejligheder i det asiatiske kongerige, men den thailandske lovgivning kræver, at en bestemt andel af køberne/ ejerne af projektets lejligheder skal være thailandske statsborgere. Tra la la. Hvor længe kan man bestikke sig til at myndighederne kigger den anden vej?
Læs også: Sådan finder du en bolig i BG
Min opmærksomhed på udlændinges købt af lejligheder er blevet større efter at jeg sidste år flyttede permanent til en lille forstad ved Sortehavet. Den forstad jeg flyttede til, har næsten ingen hoteller. Det handler mest om lejligheder som er klasket op med salg til udlændinge for øje. OK. Der er lejligheder som lejes ud, enten af administratoren af det enkelte kompleks, eller af den enkelte individuelle ejer af en lejlighed. Jeg bor i øvrigt selv i lejet lejlighed. Ejeren er fra UK og ejer en fem seks lejligheder i to forskellige komplekser her.
Foto: Børnene vil få stor glæde, virkelig, af en lejlighed
i de varme lande.
Og her er det så på tide at finde ud af, hjem der køber lejligheder i udlandet. Ikke mindst her i Bulgarien, som er det jeg kender mest til, dog uden at være ekspert. Det jeg diskuterer her, er hvad jeg selv ser, og hvad andre fortæller mig.
Igen. Hvem kan finde på at købe en lejlighed i et land, hvortil der forlanges tre fire timers flyrejse, eller et par døgns kørsel i bil, med alle de udgifter der følger med. Og hvorfor gør de det? Det kan være et par i 40erne. Økonomien i familien er god, men der knokles også. Faktisk bliver det hele lidt stresset ind i mellem. Det ville være godt at kunne tage væk og slappe af en gang i mellem. Nogle gange er det lejligheder i udlandet, som private med en bolig i hjemlandet falder for.
Jeg tror at det er drømmen om et fristed, og ikke mindst håbet om at score kassen når man sælger om nogle år, der får folk til at tage skridtet. Ikke ét ord om Nitas hårfjerne. Nej. Nu skal der slappes af en gang i mellem. Ikke noget med charterferie og nye steder, hvor man skal begynde mere eller mindre forfra hver eneste gang.
Ok. Børnenes ferier begrænser jo mulighederne for at tage af sted. Og når det er muligt at tage af sted, gælder det samme for så mange andre. Så flybilletterne bliver måske ikke så billige som forventet. Men nu er den der jo. Drømmelejligheden kun tre fire timers flyrejse væk. Og tager man dytten, så er ferietrafikken nok ikke det smarteste. Mor, jeg vil have en is!!! Far - er vi der ikke snart???
Jeg er ikke ekspert i køb og eje af lejligheder i udlandet. men jeg ser alligevel en del. Og det sker også, at min hjerne er i stand til at samle det op som mine øjne ser, og mine øren hører.
Jeg havde kun opholdt mig i Burgas i Bulgarien godt 7 uger, da jeg tænkte på at skrive om emnet "ekstra lejlighed" i udlandet. Jeg var i lufthavnen, max 1 km fra hvor jeg bor, for at hente en god kammerat, som skulle besøge mig en uge. Mens jeg ventede på ham i ankomsthallen, kom jeg i flygtig kontakt med en dansk familie. Forældrene var midt i 40erne, moderen var slank og smuk, drengen og pigen var rene, så sunde ud, og så var der faderen. Han var fuld. Gik ikke som en slange snor sig, men det var tæt på. Familie. Ferie. Og farmands fuldskab? Det havde jeg ikke lige set komme. Underligt nok måske. For jeg havde jo allerede været i området i næsten to måneder, og havde set hvor meget folk gik til flaskerne. Ikke alle. Meget langt fra. Men mange. Dog ikke rigtigt i familier med mindre børn.
Nu snart halvandet år efter min ankomst til Sortehavskysten har jeg lidt mere styr på, hvad det er der sker. Komplekset jeg nu bor i med en lejekontrakt som løber indtil oktober 2020, har cirka 200 lejligheder. 195 for at være præcis. Jeg tror at størrelsen varierer, men de er omkring de 50 m2. Den jeg lejer er på 46 m2, nogle venner ejer én på 54 m2.
Projektet er 6 eller 7 år gammelt. De som købte lejligheder fra start, kunne hurtigt konstatere, at så snart de fleste lejligheder var solgt, faldt prisen. Fordi jeg var i gang med at skrive denne blog, har jeg spurgt mig for. Mens der bygges hundredvis af lejligheder omkring os, falder priserne i hvert i det kompleks hvor jeg er lejer. De bud jeg fik via min lille undersøgelse af prisfald på lejligheder var, at værdien pt er faldet med omkring 15% til 20 %. Og alligevel er det meget meget svært, nærmest umuligt at sælge såkaldt gamle lejligheder. Ikke mindst fordi der popper lejlighed frem til salg, som var det kantereller.
En anden ting som der snakkes meget om her, er den måde som administratoren forvalter sine pund. Lejlighederne er ikke andelsboliger. Den enkelte køber af en lejlighed skal betale en årlig administrationsafgift. Specielt i komplekser med svømmepøl løber vedligeholdelses og administrationen i vejret.
Og et af de rygter som bølgerne bærer ind fra Sortehavet, ikke nødvendigvis her hvor jeg er, er at en administrator har brugt penge på projekter, som har meget meget lidt med den oprindelige bebyggelse, som nordeuropæere købte lejligheder i. Hvis det er sandt, er der ikke vand og skudsikre skodder mellem de enkelte byggerier, som en investor sætter i gang.
Som jeg ser det, er risikoen for at blive gidsel i et administratorsystem ganske overvældende.
Jeg tager flere gange om ugen i Gym. Det gør jeg i et nabokompleks. I seks uger mødte jeg en stor knægt, som stod ved siden af elevatoren i opgangen som førte ned til Fitnesscentret. Han stod der når jeg kom, og han stod der når jeg tog hjem igen. Hvad han lavede? Han spillede spil på sin smart phone. Familiens lejlighed var sikkert for lille. Måske var det bare ikke lækkert at være sammen med sine forældre i så lille en lejlighed, og så i så mange uger.
Ja men det var det. Når lejlighed byder sig, kommer der mere her fra. Måske om et måske helt andet emne.
Lidt om det med de 3-4 timers flyvetur. Det minder om hvad mine forældres generation fortalte om, da de var unge. Dengang få havde bil og afstande blev målt i skridt eller cykelhjulsomdrejninger. Tænk at nogen ville have et sommerhus 50 km væk. Det tog jo det meste af dagen at tage der hen, så transporttid til sommerboligen har vist altid været aktuelt.
ReplyDeleteJeg tror at folk undervurderer transporten og udgiften der til, når de køber en lejlighed i Spanien, Portugal, eller som her i Bulgarien. Jeg tror også at mange køber for småt i første omgang. Familien bliver større, og det er tit meget svært hvis ikke komplet umuligt at sælge den første lejlighed til en rimelig pris, eller bytte den ud med en større. Kort og generelt om at eje fast ejendom i BG. En af mine venner her har solgt mens jeg har været her. Det skete med meget stort tab. Og jeg kender flere som gerne vil sælge og købe noget større, eller leje en lejlighed. De prøver at sælge, men forventer ikke at det nogensinde sker.
Delete