Sommeren du ved...

Sommeren. Tjae. Solnedgangen her over tog jeg i onsdags, samme dag som det faktisk var køligt. Det regnede i øvrigt dagen før, tredje omgang siden jeg kom tilbage til kanten af Sortehavet sidst i maj. Udregnet på mit regneark bliver det en lille regnbyge hver måned. Lækkert for mig, og så mange andre. Og aldeles forbandet for de mennesker, som skulle banke min, og andres salat, op ad jorden.

Men stadig, det er min anden sommer i Bulgarien i nyere tid, sidste år var der så meget andet at forholde sig til. Men i år har jeg været til stedet sådan ude i vejret du ved nok, mindst fire timer stort set dagligt. Nu har jeg jo via arbejde og ophold i Asien, rimeligt tæt på eller ved ækvator, ikke været uvant med godt vejr. Men altså. Sommeren i Bulgarien må være en af verdens bedste. Tre måneder, juni, juli og august, plus det løse i begger ender. Det bliver vel fire måneders, målt med dansk tommestok, fantastisk godt vejr.

En meget stor del af de ca. fire daglige timer ude i den bulgarske sommer har jeg tilbragt på cykel. Som på billedet her under. Der er skam en cykelsti langs med Sortehavet max. 100 meter til venstre i forhold til billedet. OK. Markvejen er hævet 20 til 30 meter over havet. Der nede er der hav og bølger, her oppe var der solsikker i millionvis. "Mine" solsikkemarker blev høstet for et par uger siden, og er nok allerede forvandlet til stegeolie. Solsikken er en af mine yndlingsblomster. 

Da jeg boede oppe ved vulkanerne på i Lembang/ Bandung i det centrale Java. Jeg samlede i flere år på solsikkearter. Jeg mener at jeg da paletten var mest fyldt, var der 16 eller 17 arter. Fem af arterne fandt jeg af alle steder i verden i Brugsen eller hvad den slags nu kaldes, i Harlev, hvor jeg i flere omgange boede hos en bror og hans familie. Tak.

Læs også: Det er aldrig for sent!
                  Et liv som cykelnomade!
                  Mine gratis streaming sites til fodbold, F1 osv

Vi bliver på markvejen lidt enddnu. Du kan ikke se den, OK, men jeg stod på kanten af den da jeg to billedet. Hvis du ser ned i højre hjørne kan du se selve cykelstien som løber fra hvor jeg bor, og indtil Burgas, ca 12 km. Sidste år kom jeg kun her til ude fra min forstad, og så kørte jeg hjem igen efter en pausen på en halv times tid. Så lang tid brugte mine lunger vist nok på at komme sig. Jeg tror også at jeg kan huske at mine lårmuskler og knæ var begyndt at protestere. 

Men i år er det gået anderledes. Måske har du allerede læst om mine "pralerier" med ny cykel og en forbedret kondition. Men jeg vælger at fortælle lidt af det alt sammen igen, så de mange nyere læsere bloggen 9Liv har fået på det seneste, kan følge med. 

Når jeg kører ad markvejen op mod forstaden hvor jeg bor, og skal blive indtil oktober 2020 (det siger min nye huslejekontrakt) hvis jeg holder så længe, skal jeg fra stranden og op forbi det sted hvor billedet her er taget. Bakken er ikke stejl, men den er laaaang. Det bliver ved og ved. Eller sådan følte jeg det, da jeg sidst i juni forsøgte mig første gang. Som jeg husker det, gik jeg 2/3 af vejen. Det sjove, set fra nutidens cykelsaddel er, at nu tænker jeg ikke en gang over at det går op ad på markvejen. Jeg siger det fordi der virkelig er håb, uanset alder og kondition. Hvis man begynder forsigtigt, kan man med sit held forbedre sin kondition og sit helbred helt vildt, på meget kort tid.

En del af de forbedringer jeg har hentet via daglige cykelture og træning i et fitnesscenter flere gange om ugen. Men jeg har også vundet meget, tror jeg da, ved at justere på mine kostvaner. Jeg er ikke på skrump, hvis jeg var det ville jeg ikke kunne byde min gamle krop så meget som jeg gør, nej men jeg tænker mig om, når jeg laver mad. Ikke ret meget olie, masser af magert proteinholdigt kød, masser af grøntsager, osv. osv.

Sommeren. Jo. Som skrevet har den været fantask. Men som en god ven advarede mig om, allerede inden jeg bygyndte mit projekt som nomade i Asien og Bulgarien, har der været savn af det sted hvor jeg ikke var. Da jeg ankom til Asien sidst i januar savnede jeg Bulgarien, selv om jeg på vej til lufthavnen i Sofia var mødt med sne og is over alt. Det samme med de første uger tilbage i Bulgarien. Jeg var ved a gå i panik. De folk som jeg på en måde holder af her i Bulgarien var her ikke, og det var nu helt fint de sidste dage blandt venner i Bangkok, og inden da tre en halv måned i Cambodja. Heldigvis kom jeg over det. Og når jeg tager til Thailand og Cambodja i december i år, håber jeg at jeg kan forberede mig på, at der muligvis kommer en nedtur.

Men... Jeg er for længst oppe at stå igen. Tag nu i onsdags, samme dag som jeg tog billedet af solnedgangen, var jeg inde i Burgas. Midt i det alt sammen, kom jeg i tanke om at jeg ikke havde spist frokost. Så jeg købte et stykke pizza og en Coca Co. Jeg satte mig på kanten af mur i en af de mange oaser som findes i Burgas. Det gik fint. Pizzaen var ikke dårlig. Og jeg nød at kigge mig omkring. Nyde andre menneskers glæde over sommeren og over hvad ved jeg, plus de voksne og børn, som jeg så havde alt for mange udfordringer. Pludselig skete der noget ved min venstre side. Hjælp. Jeg blev angrebet af en måge. Ja men det troede jeg. Så blev jeg klar over at det var min pizza den var ude efter. Ja men jeg troede en masse den eftermiddag. Men nej. Det var den gule plastpose med blandt andet 3 pakker  tysk fuldkornsrygbrød, feta ost og sorte olivien, den var ude efter. Og jeg kom i tanke om, at jeg flere gange havde set måger flyve væk fra affaldsbøtter med poser i næbet.

Hverdagen i den fantastiske sommer. Ud over den forbedrede økonomi, som jeg opnåede da jeg flyttede ind i EU efter et kvart århundrede i Asien, er det ikke mindst samvær med mine nye engelstalende venner og bekendte som betyder rigtigt meget.

Og det er noget andet her. De er yngre sammenlignet med de som jeg har kontakt med i Asien. De par jeg møder her er meget ofte ligestillede. De er sammen fordi de nu er. Lange ægteskaber. Børn der binder dem sammen. Osv. Nu har jeg snart været her i ét år, mellemtiden i Asien fratrukket, og jeg mener ikke at jeg har set en prostitueret endnu. Der kan selvfølgelig også have siddet en i samme bus som jeg. Men det er det nærmeste. Ingen jeg har været sammen med har, så vidt jeg har kunnet se, været på amfetamin, eller snakket om samme. Ingen af de lokale har forsøgt at sælge mig opium, amfetamin, eller kvinder. Det skete den aller første aften i Sihanoukville, da jeg var kommet tilbage sidst i januar. 

De folk jeg omgåes med her, ejer de lejligheder de bor i. Men de har arbejde eller virksomheder hjemme i Irland, Nordirland, England, eller Skotland. Én af dem er min nye husvært. Jeg ser problemer mellem de jeg omgåes, men det er almindelige emner de har oppe. Ingen er blevet hugget i med et eller andet skrapt, ingen har mig bekendt mistet huse, byggegrunde, landbrugsjord, biler, forretninger, eller så meget andet. I det mindste ud fra hvad jeg ser eller ved. 

Blot et eksempel. 

En del af den fantastiske vin jeg nyder i hverdagen, kommer fra et par, som er en del af min sociale hverdag. I sæsonen får jeg også æg fra samme. Dét nyder jeg rigtigt meget. Fornemmelsen af at være omringet af normalitet. 

Jeg savner som skrevet mine asiatiske miljøer ind i mellem, og jeg vender helt sikkert tilbage. Og jeg tror at jeg bliver bedre og bedre til at omgåes både det normale og det lidt bizarre. 

Godt. Fodboldsæsonen er begyndt igen. Der er to kampe de kommende fem seks timer. Jeg ser dem med Android på mobdro.com . Det er gratis, og virker rimeligt. Du skal ind på sport kategorien, er der er det BT 1 og Sky sport 1 som viser EPL.