Offentliggjort første gang den 12 juni 2015
Det er en mærkelig dag i dag. Jeg sælger ud af det bohave jeg har samlet, selv min elskede cykel ryger, jeg siger farvel til mit netværk, og midt i det hele er det i dag 25 år siden jeg landede i Bangkok, med en årsbillet i baglommen.
I processen til rejsen, hvor jeg havde sikret mig 42 artikler til de kunder, jeg eller skrev til fra det pressekontor, jeg startede, havde det hele tiden været tanken, at jeg skulle skumme fløden i den region, hvor det virkelig skete den gang, og så fise hjem til Danmark, have kontakt med familien igen, få en ny kæreste, og måske lave de samme fejl igen igen igen.
Mit engelsk var meget begrænset, jeg kunne ikke læse aviser, jeg havde en ordrebog med mange artikler som var solgt, men jeg kunne ikke ringe op og lave aftaler.
Efter nogle uger, kom der bibliotekspenge for de bøger jeg havde skrevet, 35.000 kr. og de blev stort set brugt på en sprit ny Apple blærbar. Den slags var dyre den gang. Tre uger senere blev den, og et Sony kamera, stjålet i en natbus- en af de første begynderfejl, jeg lavede.
Uden det tab var mit liv blevet et andet, jeg ville eksempelvis aldrig have mødt en dejlig kvinde, som jeg omtaler længere nede. Livet er ét stort bundt af tilfældigheder, bare så du ved det.
Husk at den gang var Internet stort set ikke eksisterende, så jeg brugte udklip som jeg havde med hjemmefra, til at finde noget at skrive om.
Min plan havde fra start været at bosætte mig i Hua Hin sydvest for Bangkok, men det var et meget lille sted, De engelsktalende var søde til at snakke med mig, men jeg forstod ikke, hvad de skrev i Bangkok Post, og efter 8 dage gav jeg op, og flyttede til Pattaya, hvor der var en fast gruppe af søfolk, plus en gruppe håndværkere fra Grønland. De kom og blæste i trompeten to tre gange om året. Og de havde som mange andre, danske viser med.
Noget af det første faglige jeg foretog mig, var at besøge en Thomas Darboe, som sad i det barske Bang Kwang fængsel ved flodfærgernes endestation i Bangkok. Ambassaden hjalp mig med de nødvendige papirer, det var den gang der ikke var den holdning mellem Ambassadens personale og os der kom og gik med, at det er "Dem- og os".
Noget jeg ikke vil savne her!
Fra at være et velkommende servicested, blev det en forretning, og det skal med, at Udenrigsministeriet begyndte at køre deres folk meget hårdere, så de folk som før hjalp med et smil, var presset på alle måder. De fik jo også terrorproblemet at forholde sig til. Noget af det sidste jeg skrev om i Jakarta, var et terrorangreb på et hotel, som var nabo til Den Danske Ambassade.
25 år, jeg kan se at det her kan risikere at blive en bog, og det skal det ikke. Den første store begivenhed i Asien for mig, var at jeg på en rejse over land, vand, og et par timers flyvning landede i Australien. På en af turene over vand på netop den rejse, fra Medan til Jakarta, 42 timer, mødte jeg min kommende kone. 6 måneders kamp for at blive gift med den unge veluddannede muslimske kvinde, cand mag i engelsk, kalder man det vist nok.
Vi forsøgte at cykle til Danmark. En af de kunder jeg havde solgt ubesete artikler til, greb den idé i luften, så jeg skrev om til Århus Onsdag hver tredje måned. En søn kom på besøg to gange, det samme gjorde min bedste ven, og turen brød ned i Bangkok.
Det var for svært at kombinere cykling, og lave penge på samme tid. Min kone fik arbejde på hendes ambassade, jeg fik en stol og et bord på verdens den gang mindste freelancekontor. (jeg skal sige farvel til Gregers som bød mig indenfor, den sidste weekend inden jeg rejser videre til Bulgarien).
For ca 12 år siden skete der et skift i mine rejser. Indtil da havde jeg rejst hver anden måned i Asien, og Australien plus en enkelt tur til New Zealand, men nu fik jeg mulighed for at rejse hjem til Danmark på korte ophold, så jeg brugte DK som mellemstation til ture i Afrika, Sydamerika, USA, og ikke mindst Canada.
Det var Internettet, som gjorde det muligt. Jeg var med på en danskliste (postliste- det er det man i dag kalder en debatforum), og det gav mig både venskaber og kontakter. Jeg har boet hos folk på alle kontinenter, og har stadig kontakt med mange af dem.
Efter måske 12 år i Indonesien, ind og ud igen, blev det atter Thailand, et nyt forhold, som jeg havde med fra Indonesien, en tragedie da vi vendte tilbage til hendes landsby på Vestjava, jeg var ikke med på den tur, så hun brugte ikke styrthjelm. Det var forfærdeligt, og jeg rejste videre her til Cambodja, hvor jeg har været i 6 år, mest fordi landet har verdens lempeligste visabetingelser, dels fordi det er rimeligt billigt at på her.
Efter ét år i Cambodja fik jeg pension, men kun grundbeløbet, fordi jeg bor udenfor EU. Og ingen former for ulykkes eller sygeforsikring. Og dollaren er blevet dyrere, så nu går den ikke længere.
9 dage efter i dag, letter jeg med det billigste selskab jeg kunne finde, og lander efter planen samme dag i Sofia.
Prisniveauet er næsten det samme som her, men jeg får mere i pension, og ikke mindst blive det danske sygesikrings bevis lavet om til et Bulgarsk. Det er dog stadig den danske stat, som betaler.
Ak ja. Turen der kun skulle vare et år, blev til et nyt liv. Og nu er det så tid for endnu et nyt liv, under lidt tryggere former, nemlig i Bulgarien.
Det er en mærkelig dag i dag. Jeg sælger ud af det bohave jeg har samlet, selv min elskede cykel ryger, jeg siger farvel til mit netværk, og midt i det hele er det i dag 25 år siden jeg landede i Bangkok, med en årsbillet i baglommen.
I processen til rejsen, hvor jeg havde sikret mig 42 artikler til de kunder, jeg eller skrev til fra det pressekontor, jeg startede, havde det hele tiden været tanken, at jeg skulle skumme fløden i den region, hvor det virkelig skete den gang, og så fise hjem til Danmark, have kontakt med familien igen, få en ny kæreste, og måske lave de samme fejl igen igen igen.
Mit engelsk var meget begrænset, jeg kunne ikke læse aviser, jeg havde en ordrebog med mange artikler som var solgt, men jeg kunne ikke ringe op og lave aftaler.
Efter nogle uger, kom der bibliotekspenge for de bøger jeg havde skrevet, 35.000 kr. og de blev stort set brugt på en sprit ny Apple blærbar. Den slags var dyre den gang. Tre uger senere blev den, og et Sony kamera, stjålet i en natbus- en af de første begynderfejl, jeg lavede.
Uden det tab var mit liv blevet et andet, jeg ville eksempelvis aldrig have mødt en dejlig kvinde, som jeg omtaler længere nede. Livet er ét stort bundt af tilfældigheder, bare så du ved det.
Husk at den gang var Internet stort set ikke eksisterende, så jeg brugte udklip som jeg havde med hjemmefra, til at finde noget at skrive om.
Min plan havde fra start været at bosætte mig i Hua Hin sydvest for Bangkok, men det var et meget lille sted, De engelsktalende var søde til at snakke med mig, men jeg forstod ikke, hvad de skrev i Bangkok Post, og efter 8 dage gav jeg op, og flyttede til Pattaya, hvor der var en fast gruppe af søfolk, plus en gruppe håndværkere fra Grønland. De kom og blæste i trompeten to tre gange om året. Og de havde som mange andre, danske viser med.
Noget af det første faglige jeg foretog mig, var at besøge en Thomas Darboe, som sad i det barske Bang Kwang fængsel ved flodfærgernes endestation i Bangkok. Ambassaden hjalp mig med de nødvendige papirer, det var den gang der ikke var den holdning mellem Ambassadens personale og os der kom og gik med, at det er "Dem- og os".
Noget jeg ikke vil savne her!
Fra at være et velkommende servicested, blev det en forretning, og det skal med, at Udenrigsministeriet begyndte at køre deres folk meget hårdere, så de folk som før hjalp med et smil, var presset på alle måder. De fik jo også terrorproblemet at forholde sig til. Noget af det sidste jeg skrev om i Jakarta, var et terrorangreb på et hotel, som var nabo til Den Danske Ambassade.
25 år, jeg kan se at det her kan risikere at blive en bog, og det skal det ikke. Den første store begivenhed i Asien for mig, var at jeg på en rejse over land, vand, og et par timers flyvning landede i Australien. På en af turene over vand på netop den rejse, fra Medan til Jakarta, 42 timer, mødte jeg min kommende kone. 6 måneders kamp for at blive gift med den unge veluddannede muslimske kvinde, cand mag i engelsk, kalder man det vist nok.
Vi forsøgte at cykle til Danmark. En af de kunder jeg havde solgt ubesete artikler til, greb den idé i luften, så jeg skrev om til Århus Onsdag hver tredje måned. En søn kom på besøg to gange, det samme gjorde min bedste ven, og turen brød ned i Bangkok.
Det var for svært at kombinere cykling, og lave penge på samme tid. Min kone fik arbejde på hendes ambassade, jeg fik en stol og et bord på verdens den gang mindste freelancekontor. (jeg skal sige farvel til Gregers som bød mig indenfor, den sidste weekend inden jeg rejser videre til Bulgarien).
For ca 12 år siden skete der et skift i mine rejser. Indtil da havde jeg rejst hver anden måned i Asien, og Australien plus en enkelt tur til New Zealand, men nu fik jeg mulighed for at rejse hjem til Danmark på korte ophold, så jeg brugte DK som mellemstation til ture i Afrika, Sydamerika, USA, og ikke mindst Canada.
Det var Internettet, som gjorde det muligt. Jeg var med på en danskliste (postliste- det er det man i dag kalder en debatforum), og det gav mig både venskaber og kontakter. Jeg har boet hos folk på alle kontinenter, og har stadig kontakt med mange af dem.
Efter måske 12 år i Indonesien, ind og ud igen, blev det atter Thailand, et nyt forhold, som jeg havde med fra Indonesien, en tragedie da vi vendte tilbage til hendes landsby på Vestjava, jeg var ikke med på den tur, så hun brugte ikke styrthjelm. Det var forfærdeligt, og jeg rejste videre her til Cambodja, hvor jeg har været i 6 år, mest fordi landet har verdens lempeligste visabetingelser, dels fordi det er rimeligt billigt at på her.
Efter ét år i Cambodja fik jeg pension, men kun grundbeløbet, fordi jeg bor udenfor EU. Og ingen former for ulykkes eller sygeforsikring. Og dollaren er blevet dyrere, så nu går den ikke længere.
9 dage efter i dag, letter jeg med det billigste selskab jeg kunne finde, og lander efter planen samme dag i Sofia.
Prisniveauet er næsten det samme som her, men jeg får mere i pension, og ikke mindst blive det danske sygesikrings bevis lavet om til et Bulgarsk. Det er dog stadig den danske stat, som betaler.
Ak ja. Turen der kun skulle vare et år, blev til et nyt liv. Og nu er det så tid for endnu et nyt liv, under lidt tryggere former, nemlig i Bulgarien.
Comments
Post a Comment