Offentliggjort første gang 25 juni 2015
Dagblog skrevet i Burgas op ad Sortehavet.
"Jeg vil gerne have den billigste returbillet, fra Bangkok til Sofia, som du kan finde" sagde jeg for cirka seks uger siden, til min faste rejseagent i Sihanoukville - Cambodja.
Hun fandt den hurtigt, gav den sædvanlige service. "Den afrejsedag dag jeg bad om, havde 16 timers ventetid i Moskva, men hvis vi rykkede rejsen frem en dag eller to, ville jeg nøjes med to timers ventetid i den russiske hovedstad" fortalte det khmer kinesiske vidunder , som holder sig en arbejdsdag mindst 14 timer.
Og nu sad jeg her, mandag formiddag i denne uge, i et ret nyt Areoflot Airbus A330 fly. Jeg sad vel i sædet i tre minutter, så sov jeg. Ja men jeg var træt, havde rejst i to dage med bus, deltaget i et usædvanligt party i Bangkok, var oppe kl 5.30 thai tid, efter en urolig søvn. Det er mange år siden, jeg har været nervøs for at flyve, hvis jeg havde siddet og rystet, havde jeg sikkert holdt mig vågen.
En stewardesse prikker til mig. Det var russisk tegnsprog for "spænd dit sikkerhedsbælte". Det gjorde jeg så, og begyndte at se mig omkring. Var det her virkeligt et fly ejet eller lejet, af det før så berygtede Aeroflot? Jo, det var det altså. Og da de kom med de første glas juice, ingen vodka der, blev jeg mere og mere sikker på, at med den pris jeg havde betalt, var det her "value for money". Mange tak......
Hvis du ikke har læst de andre dagblogs jeg har skrevet her på "9liv", skal du vide, at jeg er på vej ud af Asien efter 25 år i regionen, for at besætte mig i Bulgarien, det billigste land at leve i indenfor EU. Formålet er at få mere i pension, og ikke mindst få et sygesikrings bevis.
Billetten blev købt for flere uger siden, det har været et større projekt, praktisk, økonomisk, og de sidste par uger også følelsesmæssigt. I de seks år jeg havde boet i Cambodja, havde jeg samlet meget, og det var vigtigt for mit budget, at jeg fik solgt så meget af det, til de bedste priser, som det nu var muligt.
Det var hårdt på alle måder, jeg brugte en FB gruppe for køb og salg, plus jungletrommerne. Folk er ikke specielt venlige, når de vil købe en riskoger som jeg havde sat til salg. Cyklen som du ser her under, blev solgt for 30 dollars, uden sadeltasker.
Samtidigt begyndte følelserne at bakse rundt i krop og sind. Da jeg besluttede at jeg ville gøre alt for at komme til EU, sparede jeg hvor jeg kunne. Min hushjælp m.m. gennem 16 mdr bad jeg om at stoppe, men da jeg virkelig fik det svært de sidste par uger, fik jeg hende til at komme igen. Hun tog ikke telefonen de første fem gange jeg ringede over nogle dage, men endelig fik jeg kontakt, og hun kom dagen efter.
Det hjalp på mit humør, jeg fik lavet mere, og blev lidt mindre aggressiv, når jeg var sammen med bekendte på mine "før solnedgang" stamsteder. Jeg holdt lidt mere kæft, når mine stambordsbekendte kaldte betalte prostituerede for deres kærester, og holdt i hånd med de samme. Og hændelser, som ikke skal skrives her, jeg blev mildere af hushjælpens tilbagekomst.
Nu vi taler om frustrationer, var salget af mit bohave det værste ved beslutningen om at forlade Cambodja til fordel for Bulgarien. Den sidste større ting jeg manglede at sælge, var mit store tunge fem år gamle Sony TV.
Og der blev hushjælpen min redning. Da hun kom morgenen, dagen før end jeg skulle aflevere det lejede rækkehus, spurgte hun til fjernsynet. Og nej, det stod der stadig, en ung native English speaker skulle komme for at se på det, men... Det var altså ikke solgt.
Hushjælpen tog sin telefon, ringede, sagde nogle få ord på Khmer, og 10 minutter senere havde jeg det forlangte beløb i min brystlomme. Mærkeligt altså. De vestlige mænd som brugte dollars i snesevis på ladydrinks m. m. på de lokale pigebarer, var umulige at handle med, lige bortset fra to af mine naboer. Til gengæld var de lokale nemme, og jo, jeg skal huske en filippiner, som kom for at købe en fem gange brugt sandwich toaster, han endte med at købe min bageovn, en stor plast container med hjul, og da ovnen var nede i boksen, smed jeg den ene sidegevinst i, som jeg ikke havde oplagte aftagere til.
.....
Jeg havde ikke fået morgenmad, vi var vel halvanden time henne i turen mod Moskva, da madvognen kom drønende bagfra. Vi som har fløjet en del, har vel allerede regnet ud, at der er en del psykologisk vanvid i de fleste opførsel, omkring at rejse med fly. Det føltes som en halv dag, inden madvognen nåede frem til den russiske familie, som sad foran mig. De fik deres mad, far, mor, og tre børn. Og det var så det.
Der gik vel 10 minutter, inden den kom tilbage.
"Fish or chicken"? spurgte stewadessen, som havde mig prikket mig vågen lige før vi lettede.
Jeg valgte chicken, ikke noget at skrive blogs om, men jeg fik noget i maven, og lidt efter blev kaffen serveret. Der var skam også en lille bolle, og et lækkert stykke chokokage til. Ingen smalle steder hos Aeroflot. Og det var der heller ikke, hos den russiske mor, som sad lige foran mig. B A N G sagde det, da hun smadrede begge mine knækaller. Eller sådan føltes det. Noget med, at hvis jeg havde været en talentfuld balletdanser, så havde min karriere været fløjet bort med Aeroflot.
Mere om psykologi under en flyrejse. Jeg elsker at følge det lille flysymbol bevæge sig over et kort. Det var nogle spændende lande vi fløj over. Afghanistan, Taskent, osv. Ingen tvivl,
mens jeg overvejede om jeg skulle bede min fronthvalros´ægtemand, som jeg kunne se, om at få moderen til hans tre børn til at trække sit sæde lidt frem, kom vi fremad takket være samarbejdet mellem Aeroflot og Airbus.
Dagblog skrevet i Burgas op ad Sortehavet.
"Jeg vil gerne have den billigste returbillet, fra Bangkok til Sofia, som du kan finde" sagde jeg for cirka seks uger siden, til min faste rejseagent i Sihanoukville - Cambodja.
Hun fandt den hurtigt, gav den sædvanlige service. "Den afrejsedag dag jeg bad om, havde 16 timers ventetid i Moskva, men hvis vi rykkede rejsen frem en dag eller to, ville jeg nøjes med to timers ventetid i den russiske hovedstad" fortalte det khmer kinesiske vidunder , som holder sig en arbejdsdag mindst 14 timer.
Og nu sad jeg her, mandag formiddag i denne uge, i et ret nyt Areoflot Airbus A330 fly. Jeg sad vel i sædet i tre minutter, så sov jeg. Ja men jeg var træt, havde rejst i to dage med bus, deltaget i et usædvanligt party i Bangkok, var oppe kl 5.30 thai tid, efter en urolig søvn. Det er mange år siden, jeg har været nervøs for at flyve, hvis jeg havde siddet og rystet, havde jeg sikkert holdt mig vågen.
En stewardesse prikker til mig. Det var russisk tegnsprog for "spænd dit sikkerhedsbælte". Det gjorde jeg så, og begyndte at se mig omkring. Var det her virkeligt et fly ejet eller lejet, af det før så berygtede Aeroflot? Jo, det var det altså. Og da de kom med de første glas juice, ingen vodka der, blev jeg mere og mere sikker på, at med den pris jeg havde betalt, var det her "value for money". Mange tak......
Hvis du ikke har læst de andre dagblogs jeg har skrevet her på "9liv", skal du vide, at jeg er på vej ud af Asien efter 25 år i regionen, for at besætte mig i Bulgarien, det billigste land at leve i indenfor EU. Formålet er at få mere i pension, og ikke mindst få et sygesikrings bevis.
Billetten blev købt for flere uger siden, det har været et større projekt, praktisk, økonomisk, og de sidste par uger også følelsesmæssigt. I de seks år jeg havde boet i Cambodja, havde jeg samlet meget, og det var vigtigt for mit budget, at jeg fik solgt så meget af det, til de bedste priser, som det nu var muligt.
Det var hårdt på alle måder, jeg brugte en FB gruppe for køb og salg, plus jungletrommerne. Folk er ikke specielt venlige, når de vil købe en riskoger som jeg havde sat til salg. Cyklen som du ser her under, blev solgt for 30 dollars, uden sadeltasker.
Samtidigt begyndte følelserne at bakse rundt i krop og sind. Da jeg besluttede at jeg ville gøre alt for at komme til EU, sparede jeg hvor jeg kunne. Min hushjælp m.m. gennem 16 mdr bad jeg om at stoppe, men da jeg virkelig fik det svært de sidste par uger, fik jeg hende til at komme igen. Hun tog ikke telefonen de første fem gange jeg ringede over nogle dage, men endelig fik jeg kontakt, og hun kom dagen efter.
Det hjalp på mit humør, jeg fik lavet mere, og blev lidt mindre aggressiv, når jeg var sammen med bekendte på mine "før solnedgang" stamsteder. Jeg holdt lidt mere kæft, når mine stambordsbekendte kaldte betalte prostituerede for deres kærester, og holdt i hånd med de samme. Og hændelser, som ikke skal skrives her, jeg blev mildere af hushjælpens tilbagekomst.
Nu vi taler om frustrationer, var salget af mit bohave det værste ved beslutningen om at forlade Cambodja til fordel for Bulgarien. Den sidste større ting jeg manglede at sælge, var mit store tunge fem år gamle Sony TV.
Og der blev hushjælpen min redning. Da hun kom morgenen, dagen før end jeg skulle aflevere det lejede rækkehus, spurgte hun til fjernsynet. Og nej, det stod der stadig, en ung native English speaker skulle komme for at se på det, men... Det var altså ikke solgt.
Hushjælpen tog sin telefon, ringede, sagde nogle få ord på Khmer, og 10 minutter senere havde jeg det forlangte beløb i min brystlomme. Mærkeligt altså. De vestlige mænd som brugte dollars i snesevis på ladydrinks m. m. på de lokale pigebarer, var umulige at handle med, lige bortset fra to af mine naboer. Til gengæld var de lokale nemme, og jo, jeg skal huske en filippiner, som kom for at købe en fem gange brugt sandwich toaster, han endte med at købe min bageovn, en stor plast container med hjul, og da ovnen var nede i boksen, smed jeg den ene sidegevinst i, som jeg ikke havde oplagte aftagere til.
.....
Jeg havde ikke fået morgenmad, vi var vel halvanden time henne i turen mod Moskva, da madvognen kom drønende bagfra. Vi som har fløjet en del, har vel allerede regnet ud, at der er en del psykologisk vanvid i de fleste opførsel, omkring at rejse med fly. Det føltes som en halv dag, inden madvognen nåede frem til den russiske familie, som sad foran mig. De fik deres mad, far, mor, og tre børn. Og det var så det.
Der gik vel 10 minutter, inden den kom tilbage.
"Fish or chicken"? spurgte stewadessen, som havde mig prikket mig vågen lige før vi lettede.
Jeg valgte chicken, ikke noget at skrive blogs om, men jeg fik noget i maven, og lidt efter blev kaffen serveret. Der var skam også en lille bolle, og et lækkert stykke chokokage til. Ingen smalle steder hos Aeroflot. Og det var der heller ikke, hos den russiske mor, som sad lige foran mig. B A N G sagde det, da hun smadrede begge mine knækaller. Eller sådan føltes det. Noget med, at hvis jeg havde været en talentfuld balletdanser, så havde min karriere været fløjet bort med Aeroflot.
Mere om psykologi under en flyrejse. Jeg elsker at følge det lille flysymbol bevæge sig over et kort. Det var nogle spændende lande vi fløj over. Afghanistan, Taskent, osv. Ingen tvivl,
mens jeg overvejede om jeg skulle bede min fronthvalros´ægtemand, som jeg kunne se, om at få moderen til hans tre børn til at trække sit sæde lidt frem, kom vi fremad takket være samarbejdet mellem Aeroflot og Airbus.
Comments
Post a Comment