I går eftermiddags kørte jeg forbi stambordet. De gode fyre, to af slagsen sad der, skønt nok, men der sad også en tredje, med ryggen til den kommende solnedgang. Planen var at aflevere familien ved trampolinerne, så specielt den store på fem kunne få hoppet det krudt af sig, som han stadig ikke havde fået brændt af. Han havde jo ogdå kun været super aktiv i knap 11 timer.
Men dagen før havde en gammel bekendt, den invalide udlænding som havde mistet sin byggegrund og et nybygget hus til hans kæreste, tidligere omtalt i dagbogen, optrådt på slap line.
Det vi vidste allerede var, at han havde stukket en formidler 8.000 dollars som depositum til en byggegrund, han havde aldrig set grundens skøde, han vidste ikke hvem der ejede jorden, men mellemkvinden havde vist nok store bryster, og måske også en dejlig røv, sådan en kvinde skal man bare stole på, så hun fik de 8.000 Dollars, og væk var hun. Den lækre mås forsvandt i bare skosåler, har jeg ladet mig fortælle.
Så da fyren hoppede op på den slappe line, var hvert tredje ord i hans ordstrøm et F-word. Han skulle tilbage hvor han kom fra, og arbejde nogle måneder, og så ville han f... the f... komme tilbage med så og så mange bundter dollars.
Det er jo den slags forklaringer, som er dømt til enetaler, jeg mener, hvis man bare sidder og venter på at manden skal rykke videre, så spørger man jo ikke ligefrem til, hvem der så skal have penge i bundter uden kvittering, når han kommer tilbage. Vel?
Cirka 24 timer sad fyren, som jeg havde hørt omtalt som Rambo, så på samme bænk, som den invalide. Selvfølgelig med ryggen til den kommende solnedgang.
Han kunne flere F word, end den invalide, og der var stort set ikke det, som han ikke hadede eller foragtede. Den ene af mine mere eller mindre faste bekendte ved stambordet spurgte ind til Rambos liv, og fik fik vi ellers et CV, med hvad han havde bedrevet. F words inkluderet.
Nogle år i hans lands hør som professionel soldat. Nogle år med Black Water i Irak, Black Water er en organisation, et slags security selskab, som har specialiseret sig i at være et dummere svin, og mere kynisk og effektivt, end den amerikanske hær plus marine kan slippe godt fra.
Blackwater Security Consulting
http://en.wikipedia.org/wiki/Blackwater_Security_Consulting
Og det sad vores importerede Rambo og pralede af. han havde også arbejde i udviklingslande for Vatikan staten, fik lønninger på en chek fra Vatikanets egen bank, Vatican Bank.
Jeg fik et chok. Jeg kom lige fra en dejlig stund med familien ved floden. Havde nydt samværet, nydt den smukke udsigt, havde udvekslet høfligshedskommentarer med motionerende, promenaden er nu færdig helt ud til det olympiske vandsports center, hvor vi sad held nede ved floden, og nu sad jeg en halv meter fra en fyr, Rambo, som havde sat forbruget af ordet f... væsentligt op, og pludselig blev det bare for meget.
Jeg stoppede manden, og bad ham om at vende sig om og nyde solnedgangen, og i det mindste lade som om han var i det samme paradis som vi andre.
Ja, så torsket kan jeg jo så også være. jeg skulle jo have gennemført tanken om at hælde et halvt glas fadøl ud i hækken, og så bare smutte, og håbe på at han ikke kom tilbage på samme tid som jeg selv.
Men nej, jeg tog konfrontationen med ham, og det eneste der kom ud af det i første omgang, var at han fandeme nok selv skulle bestemme hvad han skulle kigge på, og hvad han skulle snakke om.
Jeg klappede i, og da han ville klinke glas i en stambordsskål, trak jeg mit glas. Ingen skålen med en lejesoldat.
Inden jeg gik scorede han så endelig lidt plus points på min tavle. han snakkede om en lille seks syv måneder gammel pige, som havde en alvorlig sygdom. Hans bekymring var ægte nok, tror jeg da. Hvordan han vil skaffe penge til den operation han snakkede om, ved jeg ikke. Men alene tanken om at få den lille pige gjort rask var fin nok.
Her til morgen, efter at jeg havde fået historien om Rambos kamp med to 13 årige piger for at få en gratis smøg, mødte jeg ham så igen på min morgentur med klapvogn og vores den mindste dreng. Og i den korte snak vi havde, virkede han som om han havde glemt, måske ligefrem tilgivet min barske indgriben i hans ret til at være som han havde lyst til.
I eftermiddags var han tilbage i den bar i nærheden, som var lukket i går, det var derfor han kom til vores stambord.
Så måske lever vi alle videre, som om vi på godt og ondt lever i det lille paradis Kampot.
Comments
Post a Comment