Same same but different. Når man ser den sætning på T-shirts handler det om kulturforskelle mellem os og "de andre". Men sætningen kan efter min mening også nemt bruges, når det handler om bryllupsritualer og ikke mindst tilsluttede fester.
Gæster medbringer typisk anonyme hvide kuverter som indeholder pengesedler. Boksen som du ser her, er en af de finere udførte af slagsen. Man giver hvad man nu har råd til.
Jeg har gennem mine godt 25 i Asien, fra 1992 og til nu, deltaget i bryllupsfester i Indonesien, Thailand, og i Cambodia. Og jeg napper dem i den rækkefølge. i hver sin blog.
Det er de forskellige retuialer og systemer i Indonesien, som jeg kender bedst. dels fordi jeg selv blev gift med en veluddannet yngre kvinde fra den norrmalt liberale muslimske stamme Mandailing, som har sit udgangpunkt i det nordlige Sumatra.
Ved dette bryllup ankom kuvertboksen lidt sent. Jeg tog billedet mens det "gik" forbi mig. :-D
Jeg gik uden problemer med til at følge Mandailing traditionen, dels kendte jeg utroligt lidt til hvad der skulle ske.
Medgift var en del af af "aftalen". Også den gang var min økonomi begrænset. Men der blev aldrig stillet store krav, som man ofte ser andre steder. For mig bestod medgiften af en forventning / krav om at jeg betalte bryllupsfesten. Det var den gang cirka 2.0 mio indonesiske rupiah (IDR). Det er svært at at sammenligne med nutidens priser, men jeg kan vel bedst sammenligne det med prisen på en brugt stationær computer uden harddisk, som jeg købte i Medan. Den gav jeg 1.2 mio IDR for.
Familien tjente altså ikke direkte på at deres datter blev gift med mig. Men der var andre indtægter. Mange kom med gaver, det ser man ret sjældent i dag, men vigtigst var de hvide kuverter, som blev lagt i en krukke. I dag bruger man oftest lukkede bokse med en revne, som til et folketingsvalg.
I dag er det også pengene der tæller i den sidste ende. men det afhænger meget af de involverede familiers situation. For et par uger siden var jeg med til et bryllup mellem to unge. Den ene havde ikke noget familie, det var gommen, mens brudens forældre, som er fattige olieeplantagearbejdere, ikke havde råd til at komme med til brylluppet. Mit bud var, at der ikke var nogen medgift der. Vi var aandre som gik ind og sikrede det bryllup, som i øvrigt krævede at manden siftede fra kristen protestant til muslim. Der tales i Indonesien meget om at der reelt kun findes én gud. Så ja, det er ret almindeligt at skifte. Det bryllup blev holdt på en tirsdag. det var den eneste dag hun som usselt betalt butiskbestyrer havde fri.
Dette bryllup blev afviklet i/ på selve gaden. Oppe i højre hjørne får du et indtryk af, hvor smal gangen som den kaldes, i virkeligheden er. Og der er lagt op til at gæster skriver sig ind, og preeser en hvid kuvert ned gennem den smalle revne.
Her har du mig fotograferet med brudeparret og hendes forældre.
Sidan jeg kom tilbage til Indonesien for godt to måneder siden, har jeg deltaget i fire bryllupper. De tre første brudepar eller deres familier kendte jeg ikke. Men det gjorde min familiee, og så fulgtee jeg bare med. Og jeg var stensikkert ikke den eneste, som ikke kendte hverken brud eller brudgom. Man kommer for at støtte. Medbringer en anonym hvid kuvert som normalt er klistret til.
Derefter spiser man, bliver fotograferet med brudeparret, og så smutter man igen.
Gæster medbringer typisk anonyme hvide kuverter som indeholder pengesedler. Boksen som du ser her, er en af de finere udførte af slagsen. Man giver hvad man nu har råd til.
Jeg har gennem mine godt 25 i Asien, fra 1992 og til nu, deltaget i bryllupsfester i Indonesien, Thailand, og i Cambodia. Og jeg napper dem i den rækkefølge. i hver sin blog.
Det er de forskellige retuialer og systemer i Indonesien, som jeg kender bedst. dels fordi jeg selv blev gift med en veluddannet yngre kvinde fra den norrmalt liberale muslimske stamme Mandailing, som har sit udgangpunkt i det nordlige Sumatra.
Ved dette bryllup ankom kuvertboksen lidt sent. Jeg tog billedet mens det "gik" forbi mig. :-D
Jeg gik uden problemer med til at følge Mandailing traditionen, dels kendte jeg utroligt lidt til hvad der skulle ske.
Medgift var en del af af "aftalen". Også den gang var min økonomi begrænset. Men der blev aldrig stillet store krav, som man ofte ser andre steder. For mig bestod medgiften af en forventning / krav om at jeg betalte bryllupsfesten. Det var den gang cirka 2.0 mio indonesiske rupiah (IDR). Det er svært at at sammenligne med nutidens priser, men jeg kan vel bedst sammenligne det med prisen på en brugt stationær computer uden harddisk, som jeg købte i Medan. Den gav jeg 1.2 mio IDR for.
Familien tjente altså ikke direkte på at deres datter blev gift med mig. Men der var andre indtægter. Mange kom med gaver, det ser man ret sjældent i dag, men vigtigst var de hvide kuverter, som blev lagt i en krukke. I dag bruger man oftest lukkede bokse med en revne, som til et folketingsvalg.
I dag er det også pengene der tæller i den sidste ende. men det afhænger meget af de involverede familiers situation. For et par uger siden var jeg med til et bryllup mellem to unge. Den ene havde ikke noget familie, det var gommen, mens brudens forældre, som er fattige olieeplantagearbejdere, ikke havde råd til at komme med til brylluppet. Mit bud var, at der ikke var nogen medgift der. Vi var aandre som gik ind og sikrede det bryllup, som i øvrigt krævede at manden siftede fra kristen protestant til muslim. Der tales i Indonesien meget om at der reelt kun findes én gud. Så ja, det er ret almindeligt at skifte. Det bryllup blev holdt på en tirsdag. det var den eneste dag hun som usselt betalt butiskbestyrer havde fri.
Dette bryllup blev afviklet i/ på selve gaden. Oppe i højre hjørne får du et indtryk af, hvor smal gangen som den kaldes, i virkeligheden er. Og der er lagt op til at gæster skriver sig ind, og preeser en hvid kuvert ned gennem den smalle revne.
Her har du mig fotograferet med brudeparret og hendes forældre.
Sidan jeg kom tilbage til Indonesien for godt to måneder siden, har jeg deltaget i fire bryllupper. De tre første brudepar eller deres familier kendte jeg ikke. Men det gjorde min familiee, og så fulgtee jeg bare med. Og jeg var stensikkert ikke den eneste, som ikke kendte hverken brud eller brudgom. Man kommer for at støtte. Medbringer en anonym hvid kuvert som normalt er klistret til.
Derefter spiser man, bliver fotograferet med brudeparret, og så smutter man igen.
Comments
Post a Comment